Glimt af Nyborgs historie

Nyborgs historie går tilbage til senmiddelalderen, og byens betydning har været tæt knyttet til den vigtige placering, som forbindelsesled mellem Jylland, Fyn og Østdanmark.
Nyborg er en af de mange borgbyer, der i Valdemarstiden (1150-1250) voksede frem i tilknytning til de borge, som blev anlagt langs kysterne mod Østersøen og bælterne for at standse de nordtyske venderes plyndringer af de danske kyster.
Nyborg Slot blev således grundlagt ca. 1170 af Valdemar den Stores søstersøn, Knud Prislavsen, og Nyborg nævnes i danmarkshistorien i 1193 som navnet på den middelalderborg som i dag kaldes Nyborg Slot.

Byen Nyborg omtales ikke før år 1202, hvor indbyggerne får Kong Erik Menved til at bekræfte, at de privilegier, som byen tidligere har haft, stadig gælder.
Den ældste bebyggelse ved vi ikke meget om, men den lå sandsynligvis i bunden af Nyborg Fjord i ly af borgen, som lå på en lille holm lidt ude i fjorden. Byen voksede op som et trafik- og handelsknudepunkt og fik købstadsrettigheder i 1271.

Danehof
På grund af sin centrale placering, blev Nyborg et af kongernes faste tilholdssteder, og her afholdtes i over 200 år rigsforsamlinger, de såkaldte ”Danehoffer”, og Nyborg blev Danmarks forfatningsmæssige centrum, idet ”Danehofferne” ikke alene havde lovgivende men også dømmende myndighed.
På ”Danehoffet” i 1282 underskrev kong Erik Klipping sin håndfæstning. Denne håndfæstning er blevet kaldt Danmarks første grundlov og heri bestemmes det bl.a. at ingen må fængsles uden dom.
På et danehof i 1287 dømmes marsk Stig Andersen og andre af rigets stormænd fredsløse for mordet på Erik Klipping.
Sikkert for at servicere Danehoffets deltager og deres medfølgende tjenerskab anlagde men i 1300-årene en lille bebyggelse øst for borgen. Herfra udviklede Nyborg sig.

I 1380’erne, hvor møderne blev holdt under dronning Margrethe I’s forsæde, begyndte man at bygge på en ny, stor, statelig kirke, ”Vor Frue Kirke”. Byens middelalderlige torv med rådhus blev på det tidspunkt placeret sammen med kirken.
Efter 1413 blev rigsforsamlingerne flyttet fra Nyborg, idet Kalmarunionen efter 1397 havde forenet de skandinaviske lande, og Nyborg lå derfor ikke mere centralt.

I de følgende 250 år var byen præget af, at slottet var centrum for administrationen af Nyborg Len. Lensmændene på slottet samlede skatter og afgifter fra bønderne på Østfyn i form af korn, levende kreaturer, penge, m.v. og sørgede for, at en stor del af disse naturalier solgtes. Denne handels- og transportvirksomhed kom i høj grad byens købmænd og håndværkere til gode.
Kongerne boede fortsat på Nyborg Slot, når de var på Østfyn. Dette gjaldt især Kong Hans og hans familie, hvilket resulterede i, at den senere Christiern II blev født i Nyborg i 1481.

Man byggede til stadighed på fæstningen, og især Christian III forstærkede fæstningsværkerne med voldgrave, bastioner og byporte, så byen på hans tid fremstod som en solid fæstning.
Den nuværende bykerne stammer ligeledes fra Christian III, som i 1540’erne udvidede den middelalderlige by mod øst, ”Nyenstad”.
Det var også Christian III, som anlagde en turneringsplads umiddelbart øst for slottet. Denne plads blev i 1580’erne overdraget til byen for at blive anvendt som torv. Øst for torvet lod byens borgere opføre et nyt rådhus.

 

Fæstningens forfald
Af økonomiske grunde gik fæstningen dog i forfald, og under Svenskekrigen 1658 gik det galt. De svenske tropper marcherede ind i Nyborg næsten uden kamp. I knap to år var byen besat med alle de trængsler det betyder.
I den dengang nybyggede borgmester Jens Madsens Gård, Korsbrødregade 2, havde svenskerne hovedkvarter, og her besluttede den svenske konge Karl X Gustav sig for den vovelige march over de islagte farvande ved Langeland.
Nyborgs trængsler endte den 14. november 1659, da danske og fremmede tropper under feltmarskalerne Hans Schack Ernst Albrecht og Eberstein vandt en afgørende sejr i et slag udenfor Nyborg.
For at ophjælpe byen, som blev næsten ødelagt under krigen, skænkede Frederik III privilegiet som stabelstad for Fyn til byen, dvs. at varer til og fra udlandet kun måtte gå over Nyborg.

 

Vor Kongelige Fæstning Nyborg
Efter Svenskekrigene og enevældens indførelse 1660 mistede slottet sin status som kongebolig. Hele Nyborg by blev omdannet til ”Vor Kongelige Fæstning Nyborg”, og blev ligesom Fredericia og Kastellet i København opbygget efter datidens mest moderne forsvarsprincipper med store, fremskudte bastioner.
Indenfor fæstningsvoldene var livet præget af, at Nyborg samtidig var blevet garnisonsby. Med jævne mellemrum var byen fyldt med nyindkaldte soldater, som ikke boede på kaserner, men var indlogerede hos byens borgere. Det gamle slot blev degraderet til at være et militært tøjhus, ”Arsenalet”.
 

Brand i Nyborg
Som mange andre gamle byer er Nyborg ikke blevet sparet for ildebrande, den værste var i 1797, hvor 150 gårde og huse blev lagt i aske som følge af en brand opstået i kælderen på gæstgiveriet Adelgade 6.
Vor Frue Kirke grundlagt i 1388 i Dronning Margrethe I’s regeringstid, og præstegården fra 1410 blev ikke ramt.
Ligeledes undgik Korsbrødregården fra 1396 og borgmester Mads Lerches Gård fra 1601 ildens rasen.
Af ruinerne rejste sig det Nyborg, vi kender i dag, med nyklassicistiske borgerhuse og købmandsgårde opført i Nyborg-stil med en frontispice og taggesimsen belagt med vingetegl.
Reguleringskommissionen påbød ”knækkede” gadehjørner, som tydelig ses, hvor Kongegade og Korsgade skærer hinanden.
 

Fæstningen opgives
I 1869 var Nyborgs tid som fæstning slut, og man begyndte straks at nedrive voldene, for at give plads til udvidelse af byen. Byen købte fæstningsarealerne og solgte dem til byens borgere, som sørgede for, at der blev bygget huse mellem voldgaderne og voldgravene, hvor der tidligere var jordvolde.
Dette fortsatte til 1899, da byens borgere protesterede, og forlangte voldsløjfningerne standset.
Reddet blev den del af fæstningen, som Frederik den III lod ingeniør Henrik Rüse opføre efter svenskekrigene, nemlig Landporten fra 1666, Kronprinsens Bastion, Dronningens Bastion og kurtinen bag slottet.
Selvom fæstningen blev nedlagt, fortsatte byen med at være garnisonsby.

Trafik, militær og handel har været Nyborgs største indtægtskilder gennem tiderne. Storhandelen gik tabt ved statsbankerotten i 1813. Dog klarede byen sig igennem, og i 100 år fortsatte man det stille romantiske provinsbyliv, med garnisonen som en fast bestanddel af den daglige tilværelse.
Da soldaterne var privat indkvarterede, havde næsten alle byens husejere en ekstraindtægt af militæret.
Det spændende indslag i hverdagen var havnens midtermole, hvor postsmakkerne kom og gik. Her så man kendte rejsende, som besøgte hotel ”Postgården”, hvor den kendte gæstgiverslægt Schalburg residerede. I 1913 mistede byen sin garnison, som havde været stationeret her i flere hundrede år, men byen overvandt tabet, og klarede sig ganske godt.
Statsfængslet kom som erstatning for garnisonen, trafikken voksede, så nu blev Nyborg præget af jernbanen og de store færger.

Færgefart
Igennem 1920erne voksede biltrafikken, og i 1930 dannede Forenede danske Motorejere et færgeselskab, kontraherede en bilfærge på Ålborg Værft og planlagde et færgeleje ved Midtermolen i Nyborg.
Inden selskabet kom i gang overgik det til D.S.B., som igangsatte den første bilfærge ”Heimdal” april 1930. Det viste sig hurtigt, at trafikken ind ad Landporten, over Torvet og gennem gaderne ned til havnen ikke var hensigtsmæssig, så noget måtte gøres. Dette ”noget” blev det store gadegennembrud i 1936.
Gadegennembruddet ændrede totalt bykernen, men bilismen lod sig ikke standse.

I 1957 flyttede hele biltrafikken til Knudshoved Færgehavn, der var en del af det planlagte landsdækkende motorvejssystem.
Storebæltsbroens åbning, først med banedelen i 1997 og for biltrafikken i 1998, var for Nyborg lige så stor en forandring, som det var i september 1865 med åbningen af jernbanen fra Nyborg til Middelfart.
De senere årtiers udbygning af byens kongreshoteller og åbningen af Storebæltsbroen har nu igen gjort Nyborg til ”en centralt beliggende by, der er nem at komme til, og hvor man har mulighed for at mødes”, som der stod i middelalderkongernes håndfæstninger.