Georg Andreasen - Ørbæk Mejeri
 |
|
Jeg, Hans Georg Andreassen, er født den
24. oktober 1901 i Frørup Præsteskov, Frørup Sogn. Min
Far var Hans Jørgen Andreassen og var født i Slude. Da
Far blev født havde hans forældre et lille husmandssted,
der lå ved Sludegaard, foruden at passe sit eget lille
landbrug arbejdede Farfar på Sludegaard. Farfar hed
Jørgen Andreassen og var født i Taarup. Farmor hed
Gertrud, men blev efter den tids skik kaldt for Gerder,
hendes far hed Poul Ottesen, men kaldtes Poul Otte, han
boede i Slude, formentlig i det hus, hvor Far senere
blev født. Far havde en søster, der hed Anne og var 5 år
yngre end han. Min Mor hed Ane Louise, hun var født den
23. april 1871 i Sdr. Broby Sogn. Morfar hed Rasmus
Nielsen kaldet Skram, han var født i Frørup og boede
også der sine seneste år.
Det eneste jeg ved om hans beskæftigelse er, at han var
røgter hos gdr. Rasmus Eriksen i Frørup, da han og
Mormor holdt sølvbryllup i 1890. Den gamle lænestol, der
står her i stuen, skulle være sølvbryllupsgave fra
Rasmus Eriksen. Min Mormor kan jeg ikke huske, jeg mener
hun hed Karen, hun var formentlig født i Sdr. Broby. Far
var født den 8. juni 1875. Han og Mor blev gift i Frørup
Kirke den 15. maj 1900. Forud for ægteskabet havde de en
lille datter, der hed Gerda, men hun døde af
tuberkulose. |
Barndomshjemmet
Mine forældre flyttede som nygifte ind i et gammelt
bindingsværkshus med stråtag, der lå i Frørup Præsteskov og
tilhørte Præstekaldet. Huset, det var meget gammelt, havde
oprindeligt ligget i skovens sydlige udkant, men blev i 1852
flyttet til den nordlige ende af skoven. Far arbejdede i
Præstegaardshaven og i skoven, foruden at han hjalp med arbejdet
på forskellige bøndergaarde og slog skærver ved amts- og
sogneveje. Det første jeg mener, at kunne huske fra min
tidligste barndom er, at der lå et gammelt brændselskur uden for
vore køkkenvinduer, det har åbenbart været noget brøstfældigt,
for jeg så Far rive det hele ned og fjerne materialerne, der
formentlig er bleven brugt til at fyre med. Det gjorde et dybt
indtryk på mig, at skuret således forsvandt.
Georg Andreassens barndomshjem
Bedsteforældrene
Jeg husker også, at min Morfar og Mormor boede i et lille hus
med to lejligheder, der lå bag Gadekæret i Frørup. Jeg kan ikke
huske, at Mormor døde, men det har nok været omkring 1903 eller
1904. Morfar kom til at bo hos os i Skoven, den sidste tid han
levede. En aften, mens Morfar boede hos os, havde vi været på
besøg i nabolaget, da vi kom hjem, kunde vi ikke komme ind i
huset. Morfar var efter sigende forfalden til brændevin, så han
har sikkert låst døren og drukken bravt. Mor fortalte iøvrigt,
da jeg blev større, at hendes Far var bleven forfalden under
krigen i 1864, hvor han deltog og hvor soldaterne fik udleveret
meget brændevin. Nu drak vist nok de fleste småfolk i de tider
ganske meget, og måske er det ikke krigen, der har hele skylden.
Fra krigen fortalte Mor os også, at soldaterne om vinteren fik
udleveret kogende øl, og en dag da Morfar kom gående med 2
spande sådant, kom der en kugle, som gik igennem begge spande,
men sårede ikke ham. Det er dog nok en soldaterhistorie. Jeg
husker ikke, hvordan vi kom ind i huset nævnte aften, men Far
har nok måttet slå en rude ind.
Morfar døde sommeren 1905, jeg husker at jeg var kørende med
vognen til begravelsen ved Frørup Kirke, jeg mener dog ikke at
jeg var med i Kirken eller på Kirkegården. Karlen, der kørte for
os tjente hos gdr. Jens P. Iversen, Skovgaard, han var forlovet
på det tidspunkt med min moster Johanne, der også tjente på
Skovgaard. Denne karl fik en høj stjerne for mig, for jeg
husker, at han gik ind i Brugsforeningen og købte
aftryksbilleder til mig, det var en stor begivenhed. Da jeg var
4-5 år gammel kom jeg en gang imellem op til Kokkehaverne i
Svindinge, hvor Farfar og Farmor da boede i et lille hus, som de
havde købt, da de flyttede fra Slude og Farfar blev skovarbejder
i Bredemisteskoven. Det var dog langtfra min livret at være
deroppe hos dem, og når jeg undertiden var der i flere dage,
længtes jeg ganske forfærdeligt efter at komme hjem igen. Jeg
havde som før nævnt en faster, men ingen farbrødre. Jeg havde
også fire mostre: Rasmine, der var gift med en portør Hans
Larsen, der var ansat ved banen i Svendborg. Karoline, der var
gift med landpostbud Hans Frederik Knudsen i Stenstrup. Johanne,
der var gift med husmand Hans Theodor Hansen på Bækstrup Mark.
Maren, kaldet Martha, der var gift med murer Anton Buch, her i
Ørbæk.
Naboer
Efterhånden jeg blev lidt større legede jeg undertiden med Niels
Nielsens drenge, der boede ved indgangen til Ørbæk Præsteskov,
de havde flere farbrødre, som de tit talte om, hvilket medførte,
at jeg følte mig meget fattig, jeg havde hverken far- eller
morbrødre og følte jeg var dybt forurettet. I Ørbæk Præsteskov
ikke langt fra vores hus lå også et hus, der havde været beboet
af en Hans Christensen, som dog var død før jeg kan huske, her
boede nu hans enke Line med en datter, som måske var 14-15 år
gammel, jeg tror nok hun var en lille forvokset og pukkelrygget
stakket, som iøvrigt lidt senere døde, såvidt jeg ved af
tuberkulose, der var den store folkesygdom den gang. I huset var
også en hund, der hed Munter, den var korthalet. En dag jeg var
gående med Mor i Frørup, var der en hund, der lignede Munter,
men havde lang hale, så sagde jeg til Mor ”Se Munter har fået
hale på i dag”: Jeg besøgte ret tit Lines føromtalte datter, hun
hed Henriette. Så stablede Henriette brændet op i brændekassen,
så der blev en agestol, jeg kunde sidde på, og så skulde jeg
køre til mølle, men der var lange vej til Møllen, så jeg måtte
have mad med, og så smurte hun hvedebrød med fedt til mig.
Formentlig i 1906 flyttede vi væk fra Præsteskoven. Far havde en
ordning med pastor Frandsen, at han skulle møde på arbejde hos
ham, når han kaldte og holde op igen, når det passede præsten.
Dette medførte, at Far aldrig forud kunne love nogen sin
medhjælp, eller planlægge andet arbejde. Det var Far meget
utilfreds med og sagde overenskomsten med præsten op. Far lejede
beboelsen i et lille husmandssted, der ligger på Ørbæk Mark og
tilhørte hmd. Jørgen Pedersen, kaldet Jørgen Høker. Huset blev
senere beboet af Jørgen Pedersens søn, træskomand Andreas
Pedersen. Fra den tid husker jeg, at der den vinter må have
været en bunke sne, for da der pludselig kom et voldsomt tøbrud,
og grøften ved vejen var ikke særlig stor, resulterede det i, at
vejen og flere Tjenestedreng. land af marken var oversvømmet i
mange dage, det var det største indhav, jeg endnu havde set. Jeg
husker også, at den strenge vinter medførte, at vort brændsel
slap op, og en morgen da Carl og jeg kom ind i vort brændselsrum,
så vi at Far havde savet sin savbuk i stykker til
kakkelovnbrænde, så nu var vi klar over, at det var alvorligt.
Samme dag gik Far op til godsejeren på Ørbæklunde, der aldrig
blev kaldt andet end løjtnanten, kan købte et læs brænde, det
har formentlig nok været gran, for det kunde da brænde med det
samme.
Vi havde fået en dejlig lille kattekilling, men den forsvandt
for os, og vi var kede af det. Men et stykke tid efter blev
vandet i brønden dårligt og ved eftersyn viste det sig, at der
var hul i brønddækslet, og så var det lille dyr falden i brønden
og druknet. Det var sørgeligt og brønden måtte renses. Den
vinter var min faster Anne og hendes mand Peter Carlsen på
besøg, de havde en lille gård i Sandager ved Gislev. Det har nok
været ved juletid, for Carl og jeg fik hver en lille ting af
dem. Jeg husker ikke hvad jeg fik, men Carl fik en lille hest.
Faster og onkel havde da endnu inden børn selv, og de fik lov
til tage mig med hjem nogle dage. Vi kørte i kane til Sandager.
Jeg husker ikke noget om besøget, men da jeg igen kom hjem,
kunde jeg ikke kende Carl, han havde fået børnesår over hele
ansigtet, og jeg ville ikke tro, at det var min broder. Hans
hest havde for resten også skiftet udseende, mens jeg havde
været væk, Carl havde slagtet den ved simpelthen at skære
hovedet af den.
I tiden indtil foråret 1907 havde pastor Frandsen kontaktet Far,
han har uden tvivl savnet sin gode arbejdsmand, og var nu villig
til, at der blev aftalt faste arbejdstider for Far. Jeg husker
helt, hvordan det blev fastlagt, men jeg mener, at Far skille
møde en hel måned om foråret til gravning og såning, og en måned
om efteråret til frugtplukning. Præsten var en stor frugtavler.
Høstmåneden skulle Far have helt fri, så han kunne deltage i
høstarbejde. De øvrige 9 måneder i året henholdsvis 2 eller 3
dage om ugen. Iøvrigt skulle Far bo husfrit mod at vedligeholde
huset, dog fik Far en del materialer, såsom nyt køkkenloft og
tækkehalm til istandsættelse af huset inden vi igen flyttede
ind.
Så flyttede vi igen tilbage i det dejlige gamle hus, og vi børn
og Mor var ikke mindre lykkelige over at komme tilbage til vor
kære skov. Foråret 1908 ar jeg bleven så gammel, at jeg skulle
begynde at gå i skole. Far fulgte mig til Frørup Skole, og jeg
husker at forældrene skulle ind til den gamle førstelærer
Linhardt for at drikke kaffe og ofre, jeg ved ikke hvor meget
Far har ofret, men mon det ikke har været 1 krone, det var jo
det meste af en dagløn. Vi børn blev sendt ind i klasseværelset
til frøken Schmidt, det var en ældre dame, der boede på
Frederikshøj Skole. Hun underviste hveranden dag på Frederikshøj
og hveranden dag på Frørup Skole. Jeg var udstyret med
tornyster, tavle, griffel og en A B C. Forældrene skulle selv
betale alle bøger og rekvisitter. Vi sang ”Nu titter til
hinanden”, og så skylle vi føres ind i protokollen ved navn og
fødselsdato.
Det var dog ikke alle, der viste deres fødselsdato,
jeg husker en pige, der blev spurgt om, hvornår det var hendes
fødselsdag, svarede, det var den dag vi slagtede gris. Da vi
skulle til at skrive på tavlen, forklarede frøknen os, at der
stod et hvidt vandfad med vand på et bord, og vi skulle med en
klud vædet deri vaske vor tavle ren, og så skulle vi med en tør
klud tørre den af. Jeg havde godt nok fået en klud med
hjemmefra, og nu viste det sig, at vi skulle bruge to, så jeg
var helt på den. Min sidemand Niels Helge havde også kun en
klud, men han rev den resolut over, så havde han to. Det var
faktisk det første jeg lærte i skolen, at en hel udgøres af to
halve. Iøvrigt husker jeg ikke meget om mit første skoleår, da
skolen var 5 klasset kom vi allerede fra 2. skoleår ind til
lærerne Lindhardt og 2. lærer Lykke Rasmussen, de havde hver sin
skolestue med en gang imellem, så gik vi hos den ene om
formiddagen og den anden om eftermiddagen. I vore dage er det
nok almindeligt, at det er lærerne, der skifter klasseværelse,
men hos os var det børnene, der måtte flytte.
Skolegang
Førstelærer Lindhardt var oppe i tredserne og en meget alvorlig,
men egentlig flink ældre herre. Jeg husker, at vi blev sat til
at skrive et stykke af bibelhistorien på vore tavler.
Overskriften var ”Jesu tovl disciple”, det er forkert sagde
Lindhardt, jeg skulle viske ud og rette, men det blev atter til
”tovl”. Det er tovl, og det bliver tovl, sagde den gamle. Fru
Lindhardt var en meget fornem dame, hun var så fin, at hun
benævntes Madam. Jeg tror ikke, at der var andre kvinder i
Frørup, der blev kaldt frue end Præstens kone, der iøvrigt var
så fin, at hun var født Fonnesbech. Andenlærer Lykke Rasmussen
var meget glad for at gå over i Smedien, der lå ved siden af
skolen, og drikke øl sammen med smeden. Der sagdes iøvrigt, at
det var aftalt, at han skulle komme, når der blev slået aftalte
slag på ambolten. Så satte læreren os til at skrive eller regne,
og så forsvandt han. Det varede ikke længe, inden eleverne
begyndte at tale i munden på hinanden, så der blev en frygtelig
uro. Så gik gamle Lindhardt over gangen, åbnede døren og kiggede
ind, han sagde ikke noget, men der blev dødstille, hvorefter han
lukkede døren og gik igen.
Få minutter efter var der samme larm
igen. Da der var gået et par år, gik Lindhardt af som lærer
begrundet alder, og vi fik en ny førstelærer Hans Rasmussen, der
var født i Frørup, som søn af hjulmand Claus Rasmussen. Omtrent
samtidig blev Lykke Rasmussen tvunget til at rejse, da der var
nogen snak om, at han, der var gift, var kæreste med en ung pige
fra byen, som tidligere havde været elev på skolen. Vi fik så en
andenlærer, der hed Niels Andersen og stammede fra Jylland.
Disse to lærere Hans Rasmussen og Niels Andersen var ved skolen
resten af min skoletid. Skolen var da 4. klasset. Jeg mener
ikke, at jeg var særlig flittig til at læse lektier, men da jeg
måske havde forholdsvis let ved at følge med, gik det vist ret
godt alligevel. Hvert forår havde vi eksamen, den dag var det
pastor Frandsen, der sad på katederet og overhørte os, ligesom
han gav os de skriftlige opgaver, vi skulle udføre. Lærerne og
medlemmer af skolekomissionen hørte på. Eksamensdagen var en
stor dag, rammen på vore tavler blev skrabet og skuret, bøgerne
fik nyt omslagsbind, og vi selv fik vores bedste tøj på. Vi fik
også en tiøre som eksamenspenge, og den kunde der købes meget
slik for.
Skovtur
En anden stor dag i skoleåret var skovturen om sommeren, vi
kørte i hestevogne i en lang række fra Skolen igennem Taarup
forbi Himmerige og Paradiset (to ejendomme der lå ved vejen) til
Kajbjerg Skov, hvor hestene blev opstaldet i friluftbåsene ved
Skovridergaarden. På denne kunne man købe kogende vand til at
hælde på kaffekanden, samt øl og sodavand til den medbragte mad,
som man kunne spise ved opstillede borde og bænke. Her var der
også en dejlig badestrand, hvor mange fik deres årlige bad.
Endvidere var der en lille motorbåd, hvor man kunne få en herlig
sejltur i den skønne Nyborg Fjord, hvilket jeg dog aldrig har
prøvet, det var jo kun for bedrebemidlede. Når man efter den
dejlig eftermiddag havde spist aftensmad med rød sodavand,
spændtes hestene igen for vognene, og vi kørte hjemad, hver gang
vi så nogen på eller ved vejen, svingede vi med bøgegrene og
råbte hurra af fuld hals.
Ud over skovturen, hvor alle elever
var med, havde de større børn hvert år en længere udflugt med
tog, jeg har således været med til Taasinge, Odense, Svendborg
og så galt så langt som til Fredericia. Juletræet var også en
stor begivenhed, det blev som regel afholdt lige efter nytår. Vi
kredsede om træet og sang de gamle julesalmer. Efter træet var
der indkøbte julegaver, der blev fordelt efter tombolasystem,
der var dog heldigvis ingen nitter, vi fik også godteposer.
Hverken gaver eller godter var oppe i noget stort plan, men vi
var ikke forvænte og var lykkelige for, hvad vi fik. I Skolen
havde vi også to dage hvert år, hvor vi fik fri til middag. I
april måned havde vi skovmærkedag vi gik i Ørbæklundeskoven og
plukkede skovmærker. I september måned havde vi nøddedag, hvor
vi gik ud og plukkede hasselnødder, hvis vi iøvrigt kunne finde
nogen.
Det første arbejde
Fra sommeren 1909, hvor jeg var på vej til 8 år, begyndte jeg at
gå ud på Kildegaard i Frørup hveranden dag, nemlig de dage jeg
ikke var i skole. Gårdejeren var Niels Olsen og hans kone hed
Anne. De var ældre folk og havde ingen børn, hvad jeg nok tror
var et savn for Anne. Mor havde som ung pige tjent på gården og
gennem årene besøgte hun dem ofte. Om formiddagen skulle jeg
strigle køerne og så iøvrigt løbe byærinder og mange andre
småting. Jeg husker, at jeg hver måned skulle hente mælkepenge
på mejeriet, bringe besked til hesteforsikringsmanden, når en
hest var bleven solgt, gå op på den gamle telefoncentral i
Frørup og ringe til Annes søster i Vormark og mange andre
gøremål. Da Niels Olsens skulle have sølvbryllup i 1915, var jeg
endda betroet til at køre sognet rundt og invitere gæster til
festen. På gården havde vi tærskeværk trukket af hesteomgang, og
mange dage hver vinter måtte jeg drive heste, det var en træls
omgang rundt og rundt igen, men strigle køer var heller ikke
spændende, så var tærskningen dog en afveksling. En ting er dog
sikkert, jeg blev aldrig overanstrengt, selv om jeg også i
høsten måtte hjælpe til med at binde korn og køre korn ind, samt
rende med den store øldunk i marken ved høstarbejdet.
Da jeg blev lidt større, fik jeg også lært at malke, og jeg
hjalp da gerne med at malke til middag. Jeg fik ingen løn udover
en tilfældig 10 øre, eller ved enkelte særlige lejligheder en 25
øre. Men jeg fik kosten, som regel god og kraftig mad, mit
værste var om lørdagen, da fik vi kun pandekager til middag, jeg
var ellers glad for pandekage, men disse var bagt af bygmel og
de var bagt i fåretælle, de var ½ tomme tykke og smagte
forbandet af fåretælle, jeg kunne kun spise en, og så var det
endda ved at vende sig i mig, jeg måtte skylle af ølkruset mange
gange inden jeg blev færdig. Vi bagte selv rugbrød på gården, de
skete i den store ovn i bryggerset, der blev bagt ca. en gang om
måneden og selv om brødet således kunne blive ret gammelt,
smagte det alligevel godt. Hver gang vi bagte fik jeg et brød
med hjem til dem derhjemme, enkelte gange fik jeg også lidt
slagtemad med hjem og undertiden noget gammelt tøj, som mor
kunne lave noget af til vi børn. Selv om jeg gik i skole tre
dage om ugen og var ved Niels Olsens andre tre dage, havde jeg
heldigvis også nogen tid, jeg kunne være i mit hjem.
Søskende - leg
Mine sødskende Carl født 20. juli 1903, Gerda født 6. november
1905, Martha født 20. maj 1908 og Jørgen født 13. maj 1910 og
havde det dejligt frit og kunne lege og tumle os i skoven, som
vi ville.
Selv om vi hver dag om sommeren måtte ud med tørvekurven og
samle nedfaldsbrænde til komfuret, og vi om vinteren, når Far
skulle fælde de store træer, måtte tage ved den ene ende af den
store skovsav, blev der også tid til mange dejlige oplevelser i
den lille skov. Vi havde forskellige navne på forskellige
lokaliteter således: De store bøge - Den store eg - De små
graner - Det store damp (dam), det var et lille vandhul på højst
15 kvadratmeter - Plårevejen (Plørevejen) - Bulbabiderskoven -
Snogedampet (dam) - den hovedløse præsts sten og måske flere som
jeg ikke husker. Det var spændende om sommeren, når far slog
græs imellem de små graner, så kunne vi finde små søde
skovjordbær i bunden, om høsten var der dejlige sommerpærer i
haven, om efteråret hasselnødder i skovhegnet, om vinteren gled
vi på is på det store damp og på snogedampet.
En vinter da det var begyndt at tø, slog vi isen i stykker på
det store damp og løb på joller (fra den ene isflage til den
anden) men så tabte jeg den ene træsko, der kom ind under isen,
og nu var gode råd dyre. Men Carl fandt på, at da dampet lå
højere end grøften ved plårevejen, kunne vi måske ved at grave
en lille rende derned, få noget af vandet lukket ud, det gav
resultat, nu kom træskoen til syne og glad var jeg. Den 6. maj
var det pastor Frandsens fødselsdag, og da var det en sport, om
vi kunne finde udsprungne bøgegrene og gå op til ham med, for så
vankede der en 10 øre, men det var den gang ikke hvert år, at
bøgen var så tidlig på den.
1. verdenskrig - konfirmation
Først i august 1914 begyndte den 1. verdenskrig, der varede lige
til 11. november 1918, det var en meget alvorlig tid, i
begyndelsen var der stor frygt for at Danmark skulle komme med i
krigen, det gik heldigvis ikke så galt, men der kom ret hurtigt
rationeringer og andre restriktioner for de forskellige
forsyner, og efterhånden som tiden gik, blev det værre, og man
havde det faktisk mere småt med mange ting, som under
2.verdenskrig 1939-1945. Om foråret 1915 begyndte jeg at gå til
konfirmationsforberedelse, pastor Frandsen var en myndig herre,
og vil skulle lære en hel del. Holdet bestod af 15 piger og 6
drenge fra hele sognet, så en del af børnene var fra Taarup
kirkedistrikt, der var en pige fra Konradslund ved
Kajbjergskoven og en anden fra Aahusene ved Refsøre, så de havde
en lang vej til Frørup Præstegaard.
Nogen tid før min konfirmation skulle Anne Olsen og jeg med
toget til Nyborg, hun havde et stort pudevår med fåreuld med
sig. Vi kom ind i den store købmands Wildes forretning, der den
gang lå i Kongegade, her blev ulden solgt, og så skulle jeg have
tøj for pengene. Niels Olsen ville nemlig betale mit
konfirmationsudstyr. Jeg husker, at jeg fik et sæt
konfirmationstøj til 15 kr, det var fint blåt tøj, et sæt
andendagstøj til 13 kr, et hvidt kravebryst, hvid flip, løse
manchetter, en sort sløjfe og et blå kasket. I en
fodtøjsforretning fik jeg et par sorte fjedersko. Det var en
stor dag, så meget fint tøj, havde jeg aldrig før haft. Der blev
afholdt konfirmation både forår og efterår, om foråret i Frørup
Kirke og om efteråret i Taarup. Da jeg var født om efteråret
skulle jeg konfirmeres i Taarup Kirke, og det skulle være den 3.
oktober. Den sidste gang vi var til præst før konfirmationen,
skulle vi ind i Præstens stue, hvor fru Frandsen serverede
chokolade og blødt brød for os, og så skulle vi ofre til
præsten. Han satte en tom tallerken på bordet, og så sagde han,
at hvis vi havde noget til ham, kunne vi lægge det på
tallerkenen, hvorefter han gik ud af stuen. Jeg lagde en tokrone,
og det tror jeg også de andre gjorde.
Det var skikken, at konfirmanderne om lørdagen før
konfirmationen pyntede kirken med blomster og grønt, så den dag
cyklede vi til Taarup for at pynte. Konfirmationsdagen startede
vi tidlig med Niels Olsens charabang fra Præsteskoven mod Taarup,
Anne Olsen var med, men ikke Niels Olsen, han kom ikke meget ud,
fordi han rystede ganske forfærdeligt på sine hænder. Pastor
Frandsen holdt lange prædikener, hvad de fleste præster den gang
gjorde, men endelig var han færdig, og så skulle vi børn ud på
kirkegulvet og overhøres i vor kristendomskundskab. Måske har
der været nogen, der ikke kunde svare på hans spørgsmål, for jeg
husker han sagde, nå Georg skal vi så se, at få noget gang i
det, overhøringen tog nok en halv times tid, og så skulle vi op
til altret til den egentlige konfirmation. Ved middagstid var
det hele forbi, og da vi skulle til at stige på vognen for at
køre hjem, kom pastor Frandsen hen for at gratulere mine
forældre og mig, da han trykkede mig hånden, mærkede jeg at han
lagde en mønt i min hånd, det føltes om en 25 øre, men da han
var gået opdagede jeg, at det var en 10 kr i guld, og så blev
jeg noget benovet. Først på eftermiddagen nåede vi hjem i
Præsteskoven, og der kom gæster og gaver, så det hele var
ovenud. Jeg fik i alt 62 kr. i penge, 42 lommetørklæder, flere
pengepunge og forskellige andre ting.
Efter konfirmationen fik jeg lov at tage til Ørbæk, hvor jeg hos
urmager Eriksen købte mig et lommeur, det kostede 24 kr og var
mit eneste ur i over 40 år. Søndag efter konfirmationen skulle
jeg med Far og Mor til alters for første gang, det skete i
Frørup Kirke. Der blev den gang afholdt skriftemål 15 minutter
før selve gudstjenesten, og selve altergangen skete efter
prædikenen som i vore dage. Man skulle i dagene forud for
altergangen indtegnes hos degnen, der skulle levere
indtegningsbogen til præsten inden søndag. Så vidt jeg ved,
skyldes bestemmelsen, at hvis nogen var påtegnet, men som
præsten fandt uværdig til at modtage sakamentet, kunne han nægte
ham det. I øvrigt kunne præsten jo også se, hvem der gik til
alters, hvor ofte og om nogen slet ikke søgte altret. Efter min
konfirmation tjente jeg hos Niels Olsens, således at jeg nu også
boede der om natten, og kun kom hjem på mine frisøndage, jeg fik
100 kr i løn for tiden indtil 1. maj 1916. Denne dato afstod
Niels Olsen Kildegaard til en af hans kones niecer og hendes
mand. Niels Olsen havde forinden bygget en villa oppe ved
sognevejen, den nuværende amtsvej gennem Frørup.
Medhjælper på Tybenhavegaard
Forinden var jeg ved Fars foranstaltning bleven fæstet som
medhjælper på Tybenhavegaard i Sentved, hvor Far havde en moster
boende, og hvor Far selv havde været karl i adskillige år, før
han blev gift med mor. Tybenhavegaard ejedes nu af Frederik
Frederiksen, der var gift med Fars kusine Kristine. Det var en
ganske anden landbrugsform, jeg nu kom til, Niels Olsen var
meget konservativ, han drev sin gård med kornavl og brakning,
men slet ingen roeavl. Hvorimod Frederik Frederiksen var en ret
moderne landmand, der foruden ret mange malkekøer havde et stort
svinehold, ligesom Kristine gik meget op i fjerkræhold af
forskellige arter. Vi havde selvrensende tærskeværk trukken af
petroleumsmotor, halmpresser og kværn til formaling af korn til
de mange svin. Nu skulle jeg ikke mere strigle køer, hvad jeg
var glad for, men til gengæld måtte jeg nu deltage i det
strengere arbejde, og da jeg var ret lille og ikke havde så
mange kræfter, kunne det nok til tider være lidt hårdt. Nå jeg
tog dog nok ingen skade af at slide lidt i det, men syntes i
hvert fald, at det at være landmand dog nok ikke lige var sagen
for mig. Jeg tror nok, at Anne Olsen vist nok har tænkt sig, at
jeg måske kunne blive skolelærer, og jeg har også hørt noget om,
at Niels Olsen ville låne mig penge til at læse for, selv om det
aldrig er bleven sagt direkte til mig. At blive lærer havde jeg
i hvert fald ikke lyst til, men i stedet spekulerede jeg på, om
det ikke var noget at gå til mejerifaget.
Elev på Ørbæk Andelsmejeri og i Nakskov
Far talte så en gang i 1917 med bestyrer Chr. Petersen på Ørbæk
Andelsmejeri om jeg kunne komme i lære, men der blev ikke
truffen nogen aftale om, hvornår jeg kunne begynde. Om efteråret
1917 kom Chr. Petersen ned på Tybenhavegaard og ville have mig
allerede fra 1. november, det vilde Frederik Frederiksen
imidlertid ikke gå med til.
Senere blev det så aftalt, at jeg kunde begynde som elev fra 1.
maj 1918. Denne dato indledte jeg så den gerning, som jeg har
beskæftiget mig ved i 57½ år til 1. november 1975. Det var en
stor omvæltning at komme fra den gamle Tybenhavegaard til det
nye Ørbæk Mejeri, som kun var 5 år gammelt, idet det var om- og
nybygget i 1913. Centralvarme og elektrisk lys var hidtil
ukendte begreber, ligesom alt arbejde var såre forskelligt fra,
hvad jeg før havde kendt. Også hele miljøet var et ganske andet,
og mere tiltalende for mig. Sikken en frihed man havde, man
behøvede ikke en gang at spørge om, man måtte gå i byen, når man
var færdig med sit arbejde. Mejeriets mælkemængde var på grund
af krigen og et meget dårligt høstår i 1917 meget lille, hvorfor
folkeholdet den første vinter kun omfattede 2 mejerister, en
udvejer samt jeg som elev.
Samtidig indtraf ”Den spanske syge” en af verdenskrigens
følgesvende og meget alvorlig med mange dødsfald. Sygen angreb
især unge kraftige mennesker, og medførte at der kun var
bestyreren, udvejeren og jeg, der ikke var syge, så der var nok
at gøre for mig, og det betød samtidig at jeg fik lejlighed til
at udføre mere ”kvalificeret” arbejde. De syge blev dog raske i
løbet af et par uger, med undtagelse af en ung pige, der er par
timer om dagen passede mejeriets butik, hun døde af sygdommen i
løbet af ganske få dage.
Det første år af min læretid forløb hurtigt, og den 1. maj 1919
begyndte jeg på andet læreår med hovedarbejde ved ostelavningen.
Samtidig lagde undermejeristernes organisation op til den første
og foreløbig den eneste virkelige strejke i mejeriernes
historie. Strejken begyndte den 1. juni og havde to hovedformål:
Nemlig lønadskillelse, hidtil havde mejeribestyrerne haft
folkeholdet i entreprise, således at der aftaltes en samlet løn
til dem, hvorefter de selv skulle aflønne medhjælperne. Og
højere løn til mejerister og lærlinge. Iøvrigt var der i nogen
grad god forbindelse i mellem de to spørgsmål.
Da strejken begyndte var vi på mejeriet bestyreren, udvejeren og
to elever, hvoraf jeg var den ene, eleverne måtte ikke strejke,
da vi henhørte til tyende. En leverandør, der i sine dage havde
været mejerist, blev ansat som smørmejerist og en tidligere
gårdejer blev indvejer. Den ene elev fungerede som fyrbøder, og
jeg var ostemejerist, det var dog et vist avancement. Da der var
gået et par måneder ebbede strejken ud uden nævneværdige
resultater, de folk på Ørbæk Mejeri, der var gået ved strejken,
kom ikke ind igen, der antoges andre. Bestyrelsen for mejeriet
bevilgede vi to elever her 75 kr for ekstra arbejde under
strejken. Jeg tror nok, at den anden elev betragtede beløbet som
judaspenge, men han nægtede dog ikke at modtage pengene.
Fra 1. november 1919 blev jeg sat til at være smørmejerist, og
selv om mejeriet endnu ikke havde den helt store mælkemængde,
var der dog en ret anselig smørproduktion, som jeg alene
passede. Fra samme dato blev min broder Carl ansat på mejeriet
som 1. års elev, og vi boede på værelse sammen i ½ år. Mit
ophold på Ørbæk mejeri i de to år 1. maj 1918 - 1. maj 1920 står
stadig for mig som en særdeles lykkelig tid. Chr. Petersen og
hans kone Laurine var et par elskelige mennesker, som tog sig
meget af vi unge. Jeg har haft mange rige timer i deres hjem.
Først på året 1920 skulle jeg se mig om efter en ny læreplads.
Læretiden var fire år, og vi skulle have mindst to pladser i
læretiden. Mejeriejer Carl Mertz, Aunede Mejeri ved Nakskov
averterede da efter en elev til smørlavning, og da mejeriet
havde produktion af finere ostesorter mente Chr. Petersen, at
jeg skulle søge pladsen, han skrev selv til Mertz, og jeg fik
omgående besked om, at jeg måtte komme til 1. maj. Mertz havde i
sin tid været bestyrer på Ørbæk Mejeri i to år fra 1886-1888, og
han var gift med en datter fra Ørbækgaard.
Det var en stor forandring at komme så langt væk hjemmefra, og
det har nok også været det for Mor. Jeg skulle rejse med et tog
fra Ørbæk kl. 6 om morgenen, og i god tid forinden kom Mor op på
stationen for at tage afsked. Mor havde aldrig lært at cykle, så
hun er sikkert gået hjemmefra Præsteskoven senest kl. 5 den
morgen. Bortset fra lidt hjemve i begyndelsen, havde jeg det
ellers godt nok på Aunede Mejeri. Vi havde kun 18 leverandører,
men meste store herregaarde, den største Sæbyholm, hvor en
svoger til Mertz var forpagter, havde således i den bedste tid
2000 kg mælk om dagen. Vi havde kun en meget lille produktion af
smør, idet der blev anvendt udelukkende sødmælk til
osteproduktionen, der lavedes da kun roquefort. Vi lavede ca 500
stk. om dagen i højsæsonen og mit meste arbejde var således at
hjælpe til ved denne produktion. Da vi havde så få leverandører
var der meget lidt regnskab, og jeg havde megen fritid. Vi tog
ofte ind til Nakskov, der var kun 4 km med toget, og stationen
lå umiddelbart ved Mejeriet. Tit cyklede vi dog også derind, der
var 7 km. idet vi skulle udenom den gamle Aunede Fjord, der var
græsningsareal om sommeren, men om vinteren var oversvømmet.
Fra 1. maj 1921 overtog jeg fyrbøderpladsen på mejeriet, og
dette arbejde fortsatte jeg med resten af min tid på Aunede,
foruden at jeg, som jeg hele tiden havde gjort, hjalp til med
ostelavningen. Da jeg i 1922 var udlært, tilbød Mertz mig samme
løn som de ældre mejerister, hvis jeg ville fortsætte, så vidt
jeg husker fik jeg 165 kr pr måned foruden kost og logi. Det var
en stor løn for en ung mand, der ikke var fyldt 21 år, og jeg
fortsatte da indtil 1. september 1923. På en måde var jeg glad
nok for at være på Aunede, men det var trods alt ikke det samme
som Ørbæk. Hr. og fru Mertz var flinke nok, men de rangerede
oppe i et noget finere lag end vi andre. De spiste til middag
sammen med os hver dag, men derudover var der ingen samkvem.
Den eneste aften, vi kom i stuerne var juleaften, og det var
ikke en gang hyggeligt. Hver sommer, mens jeg var på Lolland,
var jeg hjemme på en uges ferie, det var den længste ferie man
havde den gang, jeg cyklede til Nakskov tog med båden til
Spodsbjerg, cyklede til Rudkøbing, tog båden til Svendborg og
cyklede derfra hjem. Der var vist ikke over 40 km at cykle, men
så var der jo det med alt det vand, der skulle paceres. Om
sommeren 1923 søgte jeg om understøttelse til kursus for
mejerister på Dalum Landbrugsskole, jeg fik imidlertid ingen
understøttelse, men meldte mig desuagtet til kurset, der
begyndte den 3. september. Jeg havde haft en god løn og lagt
nogle penge tilside, så jeg mente nok at kunne klare det hele
selv. Den 1. maj 1923 var Far og Mor flyttet fra Frørup
Præsteskov til Gislev Missionshus, der ligger ved vejen fra
Gislev Holme til Gislev Sølt. Pladsen hedder Ravndrup.
Elev på Dalum Landbrugsskole
Far var bleven ked af det gamle hus i Præsteskoven, og en mand
der stod for Missionshuset og selv boede i et hus ved siden af,
havde nok duperet Far og sagt, at der var en lille god
lejlighed, som han kunne få billigt mod at holde
forsamlingssalen ren og i orden. Hertil rejste jeg så den 1.
september 1923 efter at have sagt farvel til Aunede, jeg rejse
denne gang over Sjælland og kom først til Ravndrup ved
midnatstid, men Mor stod op og tog imod og, så var atter jeg
hjemme på Fyn efter omtrent 3½ år. Den 3. september cyklede jeg
så til Dalum Landbrugsskole, hvor jeg skulle tilbringe 8
måneder. Den 4. september begyndte så selv kurset, det var en
skøn tid, nok havde vi meget arbejde, hvis vi skulle have noget
ud af opholdet, men miljø og kammeratskab var tiltalende, vi var
67 mejerister og fra 3. november yderligere ca 50 landmænd. Det
var selvfølgeligt, at mejeristerne holdt mest sammen. Vi boede
på 2 mandsværelser, jeg boede sammen med en vendelbo, der hed
Martin Jensen og var fra Præstkær. Der var kakkelovn på alle
værelser, vi skulle selv fyre, brændsel kunne vi købe på skolen.
Vi skulle også selv holde værelserne rene, det skiftedes vi til
hveranden uge.
Den første tid jeg var på skolen, cyklede jeg hver lørdag
eftermiddag til Ravndrup, og søndag aften tilbage til skolen.
Men efterhånden blev jeg klar over, at lørdag aften på skolen
var morsom og interessant. Der var blandt eleverne nedsat et
redaktionsudvalg, der redigerede skolens avis, der den vinter
blev kaldt ”Kritiken”, avisen blev læst op hver lørdag aften, og
indeholdt mere eller mindre åndrige udgydelser over elever,
lærere og livet på skolen. Endvidere var der diskusion om et
eller andet forud valgt emne, samt til tider underholdning af
enkelte elever. I vinterens løb var der på andre hverdagsaftener
foredrag af forskellige talere, jeg husker især den gamle
konseilspræsident Klaus Berntsen og fhv. tysk landdagsmand,
senere danske minister H.P. Hansen Nørremølle. Andre aftener var
der foredrag eller oplæsning af skolens lærere, således husker
jeg især oplæsning på fynsk af ingeniør Harald Jensen, der var
søn af mejeribestyrer Torben Jensen, Gislev, han læste Morten
Kork. I juleferien tog jeg selvfølgelig hjem til Ravndrup.
Far, Mor, Jørgen og jeg gik til kirke i Gislev juleaften, Jørgen
var endnu hjemme og gik i skole og til præst. Det havde begyndt
at sne, da vi gik og det væltede ned hele natten, så der hele
julen var en bunke sne. Anden juledag om morgenen gik Far og jeg
til Taarup for at besøge Fars familie der, det var en ordentlig
march i megen sne. Der var fire hjem, vi skulle besøge, nemlig
Fars farbroder, to kusiner og en fætter, vi overnattede hos Fars
kusine Margrethe, og tredje juledag spadserede vi så hjem igen
godt trætte. Efter nytår begyndte vi så igen på skolen, og nu
med fornyet styrke, nu var der kun ca. tre måneder til, at vi
skulle begynde på eksamen, så der skulle hænges i. På dette
tidspunkt fik jeg også at vide, at der var tilstået med en del
af understøttelsen til en elev, der var tilmeldt kurset på
skolen, men som ikke var mødt. Jeg mener, at jeg fik 240 kr, så
det lunede jo svært. Vi boede i en fløj på skolen, som blev
kaldt Svinestræde, og her var i seks mand, der holdt meget
sammen. Den ene var Ole, han var gode venner med af pigerne i
køkkenet, og det resulterede i at de sidste måneder, gik vi ikke
i spisestuen til aftensmad. Ole fik hver aften et fad
margarinemadder hos sin pige, og så skiftedes vi til at købe
sild og æg hos købmanden, æggene kogte vi i fysisk laboratorium,
her var der gasblus.
Midt i februar måned vækkedes vi en nat ved råbet om at skolen
brændte. Branden indskrænkede sig dog til skolens ældste del,
der indeholdt køkken, spisestue, på 1. sal en skolestue, kaldet
Kolds stue, og øverst enkelte elevværelser. Beboerne på disse
værelser kom dog velbeholdne ud. Værst var det, at nu manglede
køkken og spisestue for ca 250 mennesker. Det blev dog hurtigt
besluttet, at føre kurserne for både landmænd og mejerister
videre. I tre dage blev vi sendt i byen og spise hos gode venner
af skolen. Vi var ca 20, der spiste hos en gårdejer i Hjallelse,
jeg husker ikke hans navn, og en dag fik vi leveret mad fra Fyns
Forsamlingshus i Odense. Der blev stillet borde og bænke op i
gymnastiksalen, der således blev indrettet til spisestue. Et par
rum ved siden af, der indeholdt forskellige samlinger blev
ryddet, og her indrettedes køkkener. I løbet af 4 dage var det
hele i orden, og det skyldes nok forstanderens daværende kone,
Ingeborg Pedersen - Dalum, hun var en meget stor dygtighed. I
marts måned var der det år folketingsvalg.
Hvert år afholdt skolen pro forma folketingsvalg, hvortil alle
uden hensyn til alder, det være sig lærere, elever, piger og
andre ansatte havde stemmeret, dette valg blev dette år afholdt
før det egentlige valg. Det var ret spændende. De forskellige
partier afholdt bevægede vælgemøder, der valgtes stillere og
opstilledes kandidater, det gik måske endnu hårdere til, end ved
ordinære valg. Senere statsminister Erik Eriksen, var den vinter
elev på skolen, han opstilledes som Venstres spidskandidat,
allerede den gang var han skønt kun godt 20 år gammel en stor
taler. Der blev opstillet en fællesliste for Radikale og
Socialdemokrater, og selv om der til daglig var et godt
samarbejde mellem landmænd og mejerister, gik det ved denne
lejlighed selvfølgelig sådan, at de fleste mejerister stemte på
denne liste for dog på en måde at ærgre landmændene lidt. Valget
afholdtes på fuld palermentarisk vis, med hemmelig afstemning og
resultatet blev udregnet efter den samme metode, som anvendes
ved kommunale valg, jeg kan ikke huske det endelige resultat,
men selvfølgelig vandt Venstre stort. Det hele var iøvrigt meget
morsomt og spændende.
En uge efter afholdtes det virkelige valg, de af skolens
beboere, der havde stemmeret (var 25 år) skulle stemme i Fruens
Bøge. På valgdagen gik samtlige elever på skolen i procession
gennem Hunderup skov og Fruens Bøge til valgstedet, og da de
stemmeberettigede havde afgivet stemme, marcherede vi hjem ad
samme vej, idet vi dog styrkede os lidt i ”Røde Hus”, det hele
var meget festligt. Påsken var det år først i april måned, og
der var ingen af vi føromtalte seks, der tog hjem på ferie,
eksamen var nær, og nu holdt vi en lille eksamen for os selv. Vi
tog et fag hver dag, lavede en del spørgsmål på papirlapper,
fyldte dem i en gammel fedtet kasket, og så skiftedes vi til at
trække spørgsmål og blive overhørt, hvad den ene ikke vidste,
vidste måske en anden, og vi lærte meget i den påske. Efter
påske begyndte den skriftlige eksamen, der blev overstået i
løbet af en uges tid. Midt i måneden begyndte så den mundtlige
eksamen, det var bevægede dage, vi fik dog intet som helst at
vide, om de enkelte karakterer, og måtte således selv vurdere
mulighederne.
Den 29. april var det hele forbi, og om aftenen skulle der være
afslutning med oplæsning af eksamensresultater, men selv om vi
intet vidste om disse, skulle det, at vi nu var færdige fejres
på behørig vis. Vi seks samledes efter middag hos Goddaw-Goddaw
Jensen, der havde en gammel restauration i Hunderup Skov, på den
plads hvor Restaurant Skoven nu ligger. Vi drak portvin, men nok
ganske meget, jeg husker at foden gik af mit glas, men da der
kunne være lige meget i det alligevel, gik det storartet. Det
varede til noget hen på eftermiddagen, og efter at have aftalt
med Goddaw-Goddaw, at vi kom igen om 25 år, gik vi hjem til
skolen. Det må dog bemærkes, at vi nok mødtes 25 år efter, men
da på Skoven. Jeg syntes, jeg var for træt til at gå til
afslutningsfest og lagde mig i stedet til at sove, jeg blev
senere på aftenen vækket af de andre, der fortalte at jeg havde
fået 125 points, jeg vilde dårligt tro det, men da jeg fik
afgangsbeviset, viste det sig at være rigtig nok, det højst
opnåelige var 128.
Odsherred - Sjælland
Efter skoleopholdet skulle jeg gerne have en plads igen. Mertz
på Aunede havde skrevet at han gerne ville have mig igen, men
jeg syntes at jeg havde fået nok af Lolland. Jeg søgte, såvidt
jeg husker tre pladser, og fik så tilbud fra Svinninge Mejeri,
ved Asminderup Station i Odsherred, at jeg kunne komme til 1.
maj 1924. På mejeriet var kun smørproduktion, al skummetmælk
blev sendt hjem til leverandørerne til opfodring. Foruden
bestyreren var vi to mejerister og en elev, det meste arbejde
havde vi med at få tiden til at gå.
Tilbage til Ørbæk
Om sommeren kunde det sagtens gå, vi kunne cykle ud i den
dejlige natur, som Odsherred byder på, der var den gang kun
ganske enkelte sommerhuse, og ikke som nu, hvor der er bebygget
i lange striber hele halvøen rundt. Jeg følge mig dog ikke
rigtig hjemme deroppe, og da Chr. Petersen på Ørbæk Mejeri
tilbød mig at komme dertil den 1, marts 1925, tog jeg ham på
ordet. Det blev kun til 10 måneder på Svinninge Mejeri, og selv
om bestyrer Julius Henriksen mukkede noget, da jeg sagde op, var
jeg glad, da jeg søndag den 1. marts ved middagstid startede med
rutebilen til Slagelse. Jeg havde regnet med at være i Ørbæk ved
aftenstid, men det blev der imidlertid ikke noget af. Den gamle
bil kunne ikke gå ordentlig, koblingen kunne ikke trække, og vi
måtte flere gange ud og skubbe på op af bakkerne. Da vi omsider
nåede Slagelse var klokken 7 om aftenen, og så kunne jeg ikke
være i Ørbæk før hen ved midnatstid. Således vendte jeg tilbage
til mit udgangspunkt, hvor jeg skulle fortsætte i over 50 år.
Den 2. marts begyndte jeg foreløbig som fyrbøder, men det var
meningen, at Chr. Petersens søn Christian skulle have en
virksomhed selv, og så skulle jeg løse ham af som første- og
ostemejerist. Jeg var glad for atter at være under de tidligere
kendte gode forhold, som herskede på Ørbæk Mejeri, og nu skulle
jeg i hvert fald ikke klage over at få tiden til at gå, her var
nok at gøre. Hen på foråret traf jeg for første gang Mor (min
senere hustru og jeres mor) når jeg i det følgende siger Mor
både om min egen, og om eders mor, kan nok se, hvem jeg mener.
Mor syede hos skrædder Hansen her i Ørbæk, ligesom hun tidligere
havde syet herretøj hos skrædder Jensen i Vindinge.
Efter hånden som mor og jeg lærte hinanden mere at kende blev vi
enige om at det skulle være os to. Den 1. november købte
Christian Petersen halvpart i et mejeri i Sverige og rejste
derover. Så overtog jeg hans plads og arbejdede fra kl. 5 morgen
og til langt hen på eftermiddagen. Den 16. februar 1926 blev Mor
og jeg gift i Nyborg Kirke. Jeg har tidligere anført, at en stor
del af min dag var beslaglagt på mejeriet. I 1930 blev jeg valgt
til formand og kasserer fro Dansk Mejeristforbund Svendborg
afd., det gav jo også noget mere arbejde, men samtidig en lille
indtægt, og pengene var der altid anvendelse for. I 1934 blev
jeg valgt til kommunal revisor en post jeg beklædte til 1950, og
det arbejde interesserede mig meget. Fra 1935 var mejeribestyrer
Chr. Petersen syg, og han blev efterhånden meget dårlig, han
opsagde sin stilling til fratrædelse den 1. oktober 1936, og var
da faktisk konstant sengeliggende. Det gav en del mere arbejde
til mig, og det sidste årsregnskab for mejeriet 1/10-35 -
30/9-36 måtte jeg afslutte alene.
Fra 1. oktober 1936 fik vi så en ny mejeribestyrer, den unge M.
Gregersen, der tidligere havde været bestyrer på Nordenbro
Mejeri på Langeland. Han var en meget dygtig og flink mand, som
både vi på mejeriet og andelshaverne hurtig blev meget glade
for. Vi fik nu mere behagelig arbejdsforhold, og blev
efterhånden flere om arbejdet. Tilmed var tiderne begyndt at
forbedre sig, og fra 1938 steg lønnen til 45 kr pr uge, idet vi
nu var på ugeløn. Fra efteråret samme år blev jeg tillige
kasserer for Ørbæk Sygekasse og indledte et 16 årigt godt
samarbejde med politi Jensen. Det gav nok en betydelig
arbejdsbyrde, men samtidig et godt tilskud til vore indtægter.
Nu børnene blev større, var der også god brug for pengene. I
1939 begyndte den anden verdenskrig, og det varede ikke længe
inden vi fik rationeringer og andre besværligheder. Den 30.
marts 1940 blev Lis konfirmeret, og vi havde vor første store
dejlige fest med familie og venner.
9. april 1940
Den 9. april var konfirmandernes forældre bleven enige om, at
afholde et fælles børne- og ungdomsgilde på Ørbæk Kro, det blev
der imidlertid ikke noget af. Tyskerne besatte om morgenen
Danmark, og den forbandede tid, som den senere blev kaldt,
varede til 5. maj 1945. Festen blev aflyst. Selv om vi ikke
herude på landet følte så meget til besættelsen, var det dog en
højst alvorlig tid, og den medførte også mange indskrænkninger
med hensyn til fødevarer, men især til beklædning og brændsel.
Jeg husker, at politi Jensen havde fuldskæg og kaldtes Pedersen.
Han var mest under jorden på det tidspunkt. Om aftenen den 4.
maj 1945 kom det glade budskab, at tyskerne havde kapituleret.
Mor og jeg var henne ved Niels Hansens den aften, og da vi kom
hjem ud på aftenen, lå der en seddel på bordet: ”Hurra vi er
fri, vi har taget os et røræg.” Ja, det blev fejret. Den 5. maj
om morgenen manglede vi 4 mejerister på Mejeriet, de var
modstandsfolk, og var tidlige draget til Nyborg med deres våben.
Vi var dog alle så glade, at vi sled så meget mere. Op ad dagen
var en af dem hjemme, dog kun for at give os hver en engelsk
cigaret, så gled han igen. Som den cigaret dog smagte, det var
noget andet end den hjemmeavlede fynske Tobak. Efter krigen kom
tingene efterhånden noget i lave, selv om vi endnu i adskillige
år havde rationeringer.
Det kneb i særlig grad med brændsel, men trods alt havde vi det
da nogenlunde varmt i køkkenet fra vort gode gamle komfur. Fra
den 1. april 1950 blev jeg ansat som kasserer i Ørbæk kommune,
samtidig ophørte jeg med mit egentlige mejeriarbejde, således at
jeg nu kun havde Mejeriets regnskab. Jeg ophørte samtidig med at
være leder af Mejeriforbundets afdeling. Nu havde jeg i 16 år
den længste arbejdstid, jeg nogensinde har haft, der er i den
tid ikke mange søndagsformiddage, hvor jeg ikke har lavet
mejeriregnskab. 1. april 1966 skete der sammenlægning af de syv
kommuner, der nu udgør Ørbæk storkommune. Det var forudsat, at
jeg skulle gå med over i den ny kommune som kommunebogholder, og
en tid var jeg også indstillet derpå, senere fik jeg dog kolde
fødder og slog fra. Havde jeg fulgt den første bestemmelse,
skulle jeg have opgivet mit arbejde på mejeriet.
Det blev så
til, at jeg i stedet fastholdt dette, hvad jeg ikke senere har
fortrudt. Jeg begyndte nu at få det meget lettere, og da jeg var
65 år, var det også ganske rart. Omkring år 1969 lettede det
yderligere, da mejeriet overgik til E D B føring af
leverandørregnskabet, og da antallet af mælkeleverandører stadig
svandt ind, har jeg i de seneste år ikke haft fuld arbejdstid.
Den 1. marts 1975 havde jeg været ansat på Ørbæk Mejeri i 50 år.
Bestyrelsen for mejeriet holdt en frokost på Ørbæk Kro for mig
og mine børn, jeg fik overrakt en gavecheck, og bestyrelsen
havde samtidig indstillet mig til den kongelige
belønningsmedalje, der dog ikke nåede frem til dagen, men blev
overrakt mig senere på måneden. I april måned ved Dronningens
audiens takkede jeg for æresbevisningen. Den 1. oktober fik
Mejeriet en ny bestyrer, og jeg sluttede mit arbejde på Ørbæk
Mejeri den 31. oktober 1975.
Billeder fra Ørbæk Mejeri:
 |
 |
 |
Ørbæk Mejeri 1925
Georg Andreassen ses til højre
|
Ørbæk Mejeri 1944
Georg Andreassen er nr. 3 fra venstre |
Ørbæk Mejeri
Bestyrerparret og de ansatte
|
Klik på de små billeder for at se
en større version
