|
Savnet
År: 2006
En kvinde sidder i
restauranten på et fint hotel. Hun falder i
snak med en mandlig hotelgæst og han byder
hende på middag og hjælper hende, da det
viser sig at hun har tabt nøglen til sit
værelse. Hun afslår hans invitation til en
drink på hans værelse og går til ro. Næste
morgen står politiet ved hendes dør
men hun flygter ud af en bagindgang.
Politiet er interesseret i Sibyl - som
kvinden hedder - fordi manden hun mødte
aftenen før er blevet fundet brutalt myrdet
på sit hotelværelse. Sibyl er hjemløs og
har brugt manden til at få en gratis
overnatning.
Nu eftersøges hun af
politiet. Filmen følger herefter Sibyls
kamp for at undgå arrestation og politiets
efterforskning af det brutale mord. Samtidig
får man i nogle flashbacks historien om
hvorfor hun er endt på gaden på trods af at
hun faktisk har forældre og en solid
økonomisk baggrund.
Savnet er baseret på
Karin Alvtegens anmelderroste og
prisbelønnede kriminalroman af samme navn,
som blev en af Sveriges mest solgte bøger i
2005. Det er en meget spændende
thriller med en kritisk kant som nordiske
krimier kan have når de er bedst.
Set af
bibliotekar Jarl Østergaard
jlo@nyborg.dk |