|
Perfektalibi.dk
Louise Windfeld-Høeberg
2008
Veronica er ulandsfrivillig i Zambia - og
hun er lumsk træt af det, men kan ikke komme
derfra på grund af kontrakten. Da hun er
hjemme på juleferie må hun hjælpe sin
veninde ud af en værre suppedas. Veronica
finder ud af, at hun er ganske ferm til den
slags, så hvorfor ikke lade det blive sin
nye levevej. Hun etablerer firmaet
Perfektalibi.dk og laver en hjemmeside, hvor
der står: ”Skal omverdenen tages ved næsen?
Kontakt Veronica”. Hun sidder så i Lusaka og
laver dækhistorier og alibier for
eventyrlystne ægtemænd, fængslede
erhvervsadvokater, escortpiger, der vil være
pæne piger igen og andre, der ønsker
lignende forholdsvis uskyldige omgåelser af
sandheden. Samtidig er Veronica stadig i
velgørenhedsbranchen i Afrika og oplever her
de større beskidte handler, der foregår i
hjælpeorganisationerne, på de bonede gulve i
diplomatiet og i den lokale afrikanske
administration. Hvad er forskellen – bortset
fra størrelsen af beløbene og antallet af
mennesker, der berøres.
Snyd og bedrag, fup og svindel – men det får
åbenbart samfundet til at hænge sammen.
Hvide løgne kan ende med at blive sorte, men
de kan også løse mange problemer og føre til
noget rigtig godt. Alt afhænger af, hvor
omhyggelig og heldig, Veronica er. Hun får
en del kunder og på forunderlig vis bliver
de alle flettet ind i den samme historie.
Veronica er et godt bekendtskab. Hun har
stadig idealismen i behold, men ved også, at
man ikke når langt med den alene. Hendes
kombination af bedrag, et godt udseende,
løgne og et oprigtigt ønske om at gøre en
forskel er afvæbnende og morsom. Hende vil
jeg gerne læse mere om. Man kunne måske også
lære noget.
Læst af bibliotekar Jarl Østergaard
jlo@nyborg.dk |
 |