Søg på websitet - HUSK hvis du søger bøger så se under selvbetjening
 

     
 

Der kan gå sport i at læse tykke bøger!

Er du til sport?

Er du til bøger?

- eller er du vild med begge dele?

 Væk dit indre konkurrence-gen og læs en mega-tyk, spændende bog – eller flere.

Hvem kan læse den tykkeste bog? Du eller din far? – eller din kammerat?

Lav jeres egen konkurrence. Hvis ingen andre gider, så konkurrér med dig selv – det kan være, at din mor udlodder en præmie, hvis du spørger hende!

Her er nogle gode forslag til meget spændende – og uendeligt tykke – bøger, som du kan låne på Nyborg Bibliotek. For folk mellem 10 og 100 år.

   

Klik her for at se om bogen er hjemme

Bent Haller: Lille Lucifer (843 sider)

Storslået eventyrroman om den 10-årige dreng Ludvig, der er udvalgt som Danmarks skytsengel, Lille Lucifer. Det er kampen mellem det gode og det onde. Som Lille Lucifer skal Ludvig frelse landet fra det onde og må derfor rejse gennem fortid og nutid og gennem hele landet, trukket af usynlige kræfter. Kan kærligheden sejre, eller vil landet blive besat af den onde Baffomet, djævelen selv?

Det er en spændende bog, hvor man åndeløst følger Ludvigs færd, og bogen er fyldt med spændende myter, sagn og facts om Danmarks historie og danske egne og byer.

En stor læseoplevelse.

Klik her for at se om bogen er hjemme

Bjarne Reuter: Prins Faisals ring (502 sider)

En ægte eventyrroman i stil med Skatteøen. Vi følger Tom Collins’ opvækst i 1600-tallet i inkvisitionens, sørøvernes og slavernes Caraibien. En fattig, eventyrlysten og charmerende løgnhals, der allerede som ung lærer livets barskeste sider at kende. Tom Collins beslutter sig for at få en slave af kongelig herkomst tilbage fra Caribien til Kap Verde. Han oplever utrolige eventyr, men kommer Prins Faisal hjem - og bliver Tom rig?                                                          

En rigtig røverroman for drenge.

Klik her for at se om bogen er hjemme

Og så lidt snyd med tre-i-en:

Ursula Le Guin: Troldmanden fra Jordhavet, Atuans grave, Den yderste kyst (563 sider)

Den eventyrlige trilogi om troldmanden Gæt.

Drengen Gæt vokser op og oplæres til troldmand i et univers, hvor magien kræver hårdt arbejde og uddannelse. Gæt viser sig tidligt at have magiske evner og med hjælp fra den store troldmand Ogion gennemgår han en rigtig troldmandsuddannelse på øen Roke og ender med at forstå den inderste betydning af den gamle gerning: at være troldmanden er at tjene folket og ikke herske over det.

Det er en fremragende historie, et mytisk eventyr, der spiller på alle sanser og klinger af urgammel visdom.

Klik her for at se om bogen er hjemme

Og så må vi huske, at der er historier i det uendelige:

Michael Ende: Den uendelige historie (435 sider)

En 11-årig tyk dreng, Bastian Balthasar Bux der næsten kun kender til nederlag i sin daglige tilværelse, stjæler en bog, der opruller landet Fantásiens righoldige indhold af fantastiske væsner og eventyr, og bliver så opslugt af eventyret, at han træder ind i bogen. For at redde landet fra truende tomhed fortæller han nye historier, men det kommer bag på ham, at alt hvad han fortæller, bliver til virkelighed.

”Enhver virkelig historie er en uendelig historie”, siges det i bogen.

Så værsgo’, læs alt hvad du kan.

Tema af bibliotekar Bodil Hårbøl


 
 



Mandag - Fredag:
10.00 - 18.00

Lørdag:
10.00 - 13.00