Nyborg-vinderne 2021 af filmkonkurrencen EDIT24

10.03.21
Onsdag 10. marts var Nyborg Bibliotek endnu engang med til at kåre og fejre vinderne af lokalfinalen for EDIT24 - en unik filmkonkurrence for fynske skoleklasser. 27 film fra 4. klassere i Nyborg Kommune var med i kapløbet om de tre priser, hvor hovedprisen gik til Gaia Frederiksen, Thea Clausen og Zsombor Vad fra 4.a på Nyborg Private Realskole.

Tema, benspænd og jury

Årets deltagere 2021 kunne vælge mellem et tema eller to forskellige benspænd:

  • Tema: En uheldig dag i en perfekt fremtid
  • Benspænd: En "guitar" inddrages som rekvisit i filmen
  • Benspænd: En "blyant" inddrages som rekvisit i filmen

Årets jury bestod af bibliotekarerne Torben Olesen og Andreas Havelund fra Nyborg Bibliotek. Om det samlede felt fortæller de:

"Der deltog 27 meget forskellige og utroligt kreative film med en længde på 1-3 minutter. Der var mange magiske og mystiske blyanter og guitarer samt mange uheldige dage i en perfekt fremtid, og nogle film lykkedes endda med at bruge flere benspænd. Filmene var en hyldest til fortællingen og fiktionen i vort daglige liv og bød på både humor og en stor forståelse for børn der bliver slået eller som er meget ensomme."

Prisen for "Bedste film"

Vinderen af hovedprisen, som går videre til Fynsfinalen fredag 9. april, er...

"Blyanten" 
af Gaia Frederiksen, Thea Clausen og Zsombor Vad
fra 4.a på Nyborg Private Realskole

Juryens begrundelse:
"Filmen har måske kun ét imod sig - at der er to andre film med samme navn. Men denne film af Gaia, Thea og Zsombor er er en meget vellykket og dynamisk fortælling med en velserveret, humoristisk pointe og en ret fritløbende stopmotion-teknik med vekslende materialer. Humoren er overlegent præsenteret med stort overskud, der giver filmen ekstra wow-effekt."

Juryens specialpris for idéer og humor

"Den uheldige surfer"
af Pelle, Bastian og Albert
fra 4.a på Birkhovedskolen

Juryens begrundelse:
"En skør og skæg idé om scorekarlen Bob, der praler på stranden. Anderledes går det i vandet, og alt det vi frygter med store hajer og duft af kål i små rum sker, da uheldene er ude..."

Juryens specialpris for tegneteknik og visualisering af idé

"Den ensomme dreng"
af Mathilde Christoffersen, Leth Kragelund, Lea Greve
fra 4.a på Nyborg Private Realskole

Juryens begrundelse:
"En æstetisk flot tegnet film, der bruger rekvisitten "en blyant" som magisk og skoleovervågende genstand. Blyanterne er også i stand til at skelne udseende fra indhold i en god ven."

EDIT24

EDIT24 er en fynsk filmkonkurrence arrangeret af Filmfyn med støtte fra bl.a. Kulturregion Fyn og Kulturministeriet i samarbejde med 9 kommuner på Fyn - herunder Nyborg Kommune. Konkurrencen giver fynske skolebørn i 4.-7. klasse mulighed for at lave deres egne film på mobil og tablet, og eleverne står selv for det hele fra idé til færdigredigeret film. Projektet afsluttes med lokalfinaler, hvor filmene vises og vinderne kåres til et galla. Vinderfilmen fra hver kommune går videre til den store finale, hvor hovedvinderen af EDIT24 kåres.

Selvom det grundet corona kun var 4. klasse, der kunne deltage i år, og at gallaarrangementerne finder sted digitalt, er vi umådeligt glade for, at dette lærerige og unikke projekt kunne gennemføres sikkert i en tid med coronanedlukning.

En stor tak og ros til alle deltagerne i Nyborg Kommune for det flotte arbejde.