Forfattere, vi tog afsked med i 2020

28.12.20
Flere store forfattere er gået bort i 2020. Vær med til at ære deres minde og tage afsked med dem, ved at læse eller genlæse deres værker.

Mary Higgins Clark

1927-2020

Clark var en amerikansk forfatter, der skrev spændingsromaner. Clark begyndte allerede at skrive i en ung alder, men det var først efter hendes mands død i 1964, at hun begyndte at leve af at skrive. Først skrev hun noveller og manuskripter til radionen, indtil hendes agent overtalte hende til at skrive debutromanen "Where are the children" i 1975. Sidenhen har hun udgivet en lang række bedstsælgende romaner. Mary Higgins Clark gik bort 31. januar 2020.

Se alle vores bøger af Mary Higgins Clark

Clive Cussler

1931-2020

Cussler var en amerikansk spændings- og actionforfatter med flere end 20 bestsellere bag sig. Cussler havde en stor interesse i det maritime og oprettede NUMA (opkaldt efter en organisation han bruger i bøgerne), en nonprofit organisation der leder efter historisk vigtige skibsvrag. Det er en interesse der kommer til udtryk i forfatterskabet og en viden han ofte trækker på, især i serien om Dirk Pitt. Clive Cussler gik bort 24. februar 2020.

Cecil Bødker

1927-2020

Cecil Bødker var egentlig uddannet sølvsmed, men havde altid skrevet. I 1955 debuterede hun som forfatter med digtsamlingen "Luseblomster". Senere skrev hun den højtelskede serie om Silas og hans sorte hoppe og blev dermed en forfatter som var med til at starte en helt ny form for børnelitteratur i Danmark, sammen med bl.a. Benny Andersen og Ole Lund Kirkegaard. Hun har skrevet et utal af børnebøger, men også digte, romaner og noveller til voksne, flere af dem dybt foruroligende som f.eks. "Vædderen". Hun modtog mange priser for sit omfattende forfatterskab, bl.a. De gyldne laurbær og Kulturministeriets Børnebogspris. Cecil Bødker gik bort 19. april 2020.

Se alle vores bøger af Cecil Bødker her.

Per Olov Enquist

1934-2020

Enquist var en internationalt anerkendt svensk forfatter, hvis forfatterskab spændte bredt inden for både romaner, dokumentarise, skuespil, filmmanuskripter, jounalistisk og litteraturkritik. Selvom hans forfatterskab ofte var meget politisk influeret og præget af Enquists personlige holdninger, forholdt han sig altid kritisk til egne meninger med en flertydig og spørgende pointe. Enquist var desuden kendt for at tage afsæt historiske eller biografiske emner, som han gav nyt liv ved at skabe spændingsfelter mellem fiktion og fakta. Per Olov Enquist gik bort 25. april 2020.

Se alle vores bøger af Per Olov Enquist her.

Yahya Hassan

1995-2020

Yahya Hassan strøg ind på den litterære scene i 2013 med sin digtsamling "YAHYA HASSAN". Hassans digte sætter med vrede, indignation og stor sproglig kraft ord på, hvordan det er at vokse op som dansk-statsløs palæstinenser i en ghetto, hvor vold, svigt og kriminalitet er en del af virkeligheden. Det regnede med priser over den unge digter, som bl.a. modtog Debutantprisen og Politikens Litteraturpris. Hans andet værk ”YAHYA HASSAN 2” udkom i efteråret 2019 som en stor overraskelse, da udgivelsen ikke var annonceret på forhånd. Et halvt år senere, 29. april 2020, gik han bort i en alder af blot 24 år.

Maj Sjöwall

1935-2020

Maj Sjöwall var en journalist og forfatter, der sammen med sin mand Per Wahlöö opfandt den skandinaviske politikrimi. Serien om politimanden Martin Beck, de ti krimier som samlet hedder ”Roman om en forbrydelse” hvoraf "Roseanna" er den første, blev en kæmpe succes. Bøgerne er trykt i utallige oplag og filmatiseret adskillige gange. Med humor og især samfundskritik, med fokus på individet mod samfundet og bureaukratiet, formåede Sjöwall og Wahlöö at ramme tidsånden og skabe en ny krimigenre, på hvis skuldre hele den efterfølgende så succesfulde skandinaviske krimibølge hviler. Maj Sjöwall gik bort 29. april 2020.

Se alle vores bøger af Maj Sjöwall her.

Carlos Ruiz Zafón

1964-2020

Spanske Carlos Ruiz Zafón bragede i 2009 igennem med sit internationale gennembrud "Vinden skygge", som blev den første del i serien om De Glemte Bøgers Kirkegård. Zafóns romaner emmer af historie, skønne karakterer og en stor kærlighed til littetaturen og bogkunsten, som de fleste læseheste vil kunne afspejle sig i og finde stor glæde ved. 19. juni 2020 døde Zafón desværre af kræft i en alder af blot 55 år.

Pia Juul

1962-2020

Pia Juul er siden debuten med digtsamlingen "Blå hund"i 1985 kendt for sin minimalistiske, sprogbevidste lyrik og bliver betragtet som en del af senfirsernes nye digtere sammen med bl.a  Morti Vizki og Simon Grotian. Hun er med sin kendte brudagtige stil anerkendt som en af dansk lyriks betydeligste stemmer og har vundet adskillige litteraturpriser bl.a. Montanas litteraturpris, Aarestrupmedaljen og siden 2005 var hun medlem af det danske akademi. Hun blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris med den fine ”Uvuncular: onkelagtige tekster”, men er nok mest kendt for "ikkekrimien": ”Mordet på Halland”. Udover at være en fremragende lyriker, prosaist og dramatiker, var hun kendt som en meget dygtig oversætter af især engelsk litteratur. Pia Juul gik bort 30. september 2020.

Se alle vores bøger af Pia Juul her.

John le Carré

1931-2020

John Le Carré var en af de største og definerende forfattere inden for spiongenren. Han kendte faget indefra som ansat i MI5 og ingen kunne sam ham få en stille opklaring af komplekse begivenheder og sammenhænge til at fremstå så spændende. Et hovedmotiv i hans værker er driften efter penge uden hensyn til andre, men lige meget hvor modbydelige karaktererne er, kan man ikke slipper romanerne. Carré skriver som en sand gentleman, der observerer og til tider smiler af menneskets samme gamle svagheder. Carré gik bort 12. december 2020.

Se alle vores bøger af John le Carré her.