Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
75 kr.
Lokalitet
Tinghuset
Stendamsgade 9
5800 Nyborg
Arrangører
Nyborg Bibliotek, De fynske biblioteker
Target
For voksne
Køb billet(ter)
Voksne

Debat med Marie Brixtofte og Claus Elgaard

03.10.19
Mød Marie Brixtofte og Claus Elgaard, når Nyborg Bibliotek og De Fynske Biblioteker inviterer til en vedkommende debat om at vokse op med en misbruger og om at lide af ludomani.

Marie Brixtofte

Marie Brixtofte er ældste barn af tidligere folketingsmedlem og Farum-borgmester Peter Brixtofte, der levede et skjult liv med alkoholmisbrug. Til debatarrangementet vil Marie Brixtofte fortælle om at være barn af en alkoholiseret far og om det omsorgssvigt det medførte.

Hun vil også fortælle om, hvilke strategier vi som børn benytter for at overleve og få mest mulig kærlighed fra vores omgivelser. Strategier, som virkede i årene som barn, men som ofte spænder ben for os som voksne.

Marie Brixtofte udgav i 2019 den anmelderroste selvbiografi ”Kun når det regner”, hvor hun beskriver den skam, det svigt og den håbefuldhed, hun gennemlevede som barn af en alkoholiker.

Claus Elgaard

Claus Elgaard var en af TV 2's mest eksponerede sportsværter. Han var altid velklædt og altid velforberedt, men bag facaden var hans liv et kaos, for Elgaard led af ludomani. 

Til debatarrangementet vil Claus Elgaard fortælle om det spillemisbrug, der i flere år kontrollerede hans liv, og som bogstavelig talt var tæt på at slå ham ihjel. 

Elgaard stod første gang frem med sit misbrug i biografien ”Med livet som indsats” (2010). Her fortalt han også historien om sin opvækst i skyggen af storesøsterens død, om faderens spille- og alkoholmisbrug og om et forlist ægteskab og et kaotisk kærlighedsforhold, som endte med en tragisk død. Endelig er det beretningen om den behandling for ludomani, som Claus Elgaard tog imod i 2007, og som hjalp ham med at vinde livet tilbage.

”Mange tror, at ludomaner spiller for at vinde penge. Det er der ikke en, der gør. Vi spiller for at bedøve smerten fra livet." fortæller Claus Elgaard i bogen.

Det er litteraturkonsulent Michael Linde Larsen, som samtaler med Marie Brixtofte og Claus Elgaard.

De fynske biblioteker præsenterer

Dette arrangement er en del af ”De fynske biblioteker præsenterer”.

Hvert dansk folkebibliotek er et selvstændigt hus fyldt med aktiviteter og tilbud. Men sammen med alle de andre biblioteker bliver de en del af noget større. De fynske folkebiblioteker arbejder sammen på mange forskellige måder. Det gælder bl.a., når det handler om aktiviteter og arrangementer. 

Under overskriften ”De fynske biblioteker præsenterer” vil du blive præsenteret for aktiviteter, som laves i et samarbejde mellem flere fynske biblioteker. Det vil altid være aktuelle og spændende aktiviteter, der vil henvende sig til alle fynboer.
Her på siden kan du se, hvad som der sker lige nu. Vi håber, du har lyst til at deltage.