Spørg Biblioteksvagten

18.01.21
Har du glemt titlen på en bestemt bog eller en forfatters navn? Sidder du midt i eksamensskrivningen og har brug for hjælp til, hvordan du kommer i gang med din litteratursøgning? Eller leder du efter en bestemt lov eller bekendtgørelse? Så spørg Biblioteksvagten!

Hvad er Biblioteksvagten?

Biblioteksvagten er de danske bibliotekers landsdækkende spørgetjeneste, der bl.a. svarer på faktuelle spørgsmål, hjælper til søgestrategier, henviser til bøger, artikler, webressourcer og meget mere.

Biblioteksvagten er på den måde et supplement til Nyborg Bibliotek, som du f.eks. kan bruge, hvis du har presserende spørgsmål uden for vores åbningstider eller her under nedlukningen, hvor bibliotekerne i Nyborg, Ullerslev og Ørbæk har lukket.

Hvad kan de hjælpe dig med?

Biblioteksvagten svarer på alt mellem himmel og jord og hjælper gerne med at finde en specifik information eller tekst og få inspiration til gode strategier, der kan få dig igang med dine egne emne- og litteratursøgninger.

Biblioteksvagten er altså en hjælp til korte og specifikke biblioteksrelaterede spørgsmål. At reservere materialerne, udføre store litteratursøgninger og fortolke teksterne er op til dig på baggrund af den hjælp, du har fået.

Hvornår er de på vagt?

  • Mandag til torsdag kl. 8-22
  • Fredag kl. 8-20
  • Lørdag kl. 8-16
  • Søndag kl. 14-22

Spørg her!

Hvornår kan du vente svar?

  • Spørgsmål stillet i åbningstiderne ovenfor søges besvaret her og nu. Det tilstræbes, at alle får svar inden for den angivne tidsfrist og senest inden for 24 timer.
  • Spørgsmål vedrørende forskning og opgaver på videregående uddannelser besvares mandag-fredag kl. 09.00-15.00.
  • Spørgsmål stillet uden for den bemandede åbningstid vil blive besvaret hurtigst muligt efter åbningstids begyndelse.

Spørgsmål til Biblioteksvagten behandles fortroligt.