Fotografi: Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd

Elin Persson modtager Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris 2021

03.11.21
Ved Nordisk Råds årlige prisoverrækkelse tirsdag 2. november 2021 modtog den svenske forfatter Elin Persson Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris 2021 for debutromanen "De afghanska sönerna" (De afghanske sønner)

De afghanska sönerna - De afghanske sønner

Rebecka er ny i jobbet på et asylcenter for uledsagede flygtningebørn. Hun ved ingenting om integration, men det gør ikke noget. Det eneste, som jobbet kræver, er, at man er god til at følge reglerne i proceduremappen.

Rebecka får ansvaret for tre unge afghanske drenge. Ahmed danser med hofterne, Hamid har brevet fra udlændingestyrelsen liggende på sengebordet, og Zaher trasker stille rundt i gangene i sine glitrende plastiksandaler. Rebecka forsøger at bevare distancen, men det er svært, når der er ægte liv, skæbner og følelser på spil.

Gennem små, korte kapitler, fortalt i et præcist sprog, skildrer Elin Persson hverdagen på et asylcenter for uledsagede flygtningebørn set fra den ansattes perspektiv. Vi hører om drømmene, kriserne, sammenholdet, skænderierne og den lange ventetid på svar.

Juryens motivering

Årets prisvinder har imponeret bedømmelseskomitéen med et brændende aktuelt emne. Med sin skønlitterære fortælling skaber prisvinderen en dokumentarisk følelse og sammensætter dygtigt billedet af en virkelighed, hvor ingen er ond eller god. Skildringen af de mennesker, som læseren møder, bliver aldrig sort-hvid eller forsimplet. Årets prisvinder beskriver med en sanselig detaljeskarphed den tilværelse, som hovedpersonen møder på et asylcenter, hvilket skaber en stærk identifikation med bogens karakterer og gør det umuligt at frigøre sig af billedet af en situation, hvor alle er afmægtige fanger, og i en vis forstand tabere. Fortællingen rummer ingen forklaringer, løsninger eller konklusioner, men den udvikler sig til en rasende anklage, som rækker langt ud over bogens sider – mod et system, som knuser dem, der er lavet af glas. Årets prisvinder er Elin Persson, De afghanska sönerna.

Nordisk Råd og de 5 priser

Nordisk Råd er det parlamentariske organ for det officielle nordiske samarbejde. Nordisk Råd blev dannet i 1952 og har i dag 87 valgte medlemmer fra Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige, Færøerne, Grønland og Åland.

Læs mere om Nordisk Råd via dette link!

Nordisk Råd uddeler hvert år fem priser: litteraturprisen, filmprisen, musikprisen, miljøprisen og børne- og ungdomslitteraturprisen. Priserne er hver på 350.000 danske kroner og uddeles i forbindelse med Nordisk Råds årlige session.

Læs mere om Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris via dette link!