Mathias anbefaler: Få styr på Fake News!

16.06.22
Måske har du hørt om fake news, men har du helt styr på alle de forskellige former for misinformation og hvordan du spotter dem? På Nyborg Bibliotek har vi samlet en række bøger, der kan gøre dig klogere, så vi sammen kan få pudset vores kildekritik af.

Journalist og tidligere chefredaktør for mediet Zetland, Lea Korsgaard, udgav i 2017 den lille og skarptskårede bog ”Den der råber lyver” i samarbejde med bl.a. Danmarks Biblioteksforening. Bogen er en fin lille guide til fake news og andre former for misinformation med en overskuelig inddeling, hvor hvert kapitel sætter fokus på et godt råd til, hvordan du værner dig mod fake news. Det er en bog, som jeg på det stærkeste vil anbefale alle at læse, så vi kan få pudset vores kildekritik af. Som titlen understreger, lægger Korsgaard særlig vægt på, hvordan fake news næres af en hang til at komme først med indholdet og ramme så mange som muligt med sin påstand. Derfor må vi ifølge Korsgaard kæmpe for en offentlig debat, hvor det at lytte til hinanden og give plads til faktuelle sandheder vægter over opmærksomhed.

En anden god og letlæst bog om emnet er Helle Hinges ”Fake News” fra 2018, som primært er rettet mod personer i alderen 12-15 år, men som sagtens kan læses af andre, der ønsker en hurtig introduktion til emnets mange facetter. I bogen bliver vi gennem billeder og små afsnit præsenteret for forskellige former for fake news og historien bag det. Derudover får du som læser forklaret en lang række af de begreber, vi ofte bliver mødt af i nyhederne og diverse debatter, så den fungerer også perfekt som en lille ”parlør” i at tale om fake news. Fagbøger for børn har ofte den særlige egenskab, at de let og forståeligt forklarer et kompliceret emne, hvorfor vi voksne også med fordel kan danne også en basisviden ud fra dem, og så bygge ovenpå med nogle længere og mere dybdegående fagbøger for voksne.

Hvis du foretrækker sidstnævnte, kan du med fordel kaste dig over den danske journalist Pierre Collignons ”Tilbage til virkeligheden” fra 2018, hvor vi tager på en tidsrejse gennem fake news’ fortid, nutid og fremtid. Collignon indleder rejsen med en historisk gennemgang af fænomenet helt tilbage til 1700-tallet, hvorefter vi når frem til det seneste årtis voksende udbredelse af misinformation via de nye medier og en voksende debat. Til sidst afrunder Collignon bogen med sit bud på en fremtid, hvor journalistikken og den offentlige debat kan få en mere objektiv karakter, hvis vi altså griber ind i tide som borgere, stater og digitale medier.

Du kan låne alle tre bøger på Nyborg Bibliotek.

Læs mere om Fake News på vores temaside via dette link!

Mathias' Boganbefalinger i Lokalavisen Nyborg

Bibliotekar Mathias Lyngs fra Nyborg Bibliotek anbefaler en gang om måneden bøger i Lokalavisen Nyborg.

Denne boganbefaling indgik i Lokalavisen i uge 24, 2022.
Læs Lokalavisen online via dette link (åbner eksternt indhold i nyt vindue)

Læs også interviewet med Mathias, der blev bragt den 21. august 2018.
Læs interviewet med Mathias via dette link - åbner eksternt indhold i nyt vindue

Læs alle Mathias' boganbefalinger via dette link - åbner internt indhold