
Forfatter og illustrator Flemming Quist Møller er død
En mangefacetteret kunstner
Flemming Quist Møller blev født i Taarbæk 19. maj 1942.
Han ville gerne på kunstskole for at lære at tegne, men hans forældre så hellere, at han tog en sikker uddannelse, som han kunne falde tilbage på. Derfor begyndte han i gymnasiet, men droppede ud lige inden eksamen i 2.g, da han var fylt 18 år og selv kunne bestemme. Han havde dog ikke råd til kunsthåndværkerskolen, så den eneste egentlige uddannelse han fik med sig, var et års læreplads ved Bent Barfod Film, hvor han lærte det mest fundamentale til at lave animationsfilm.
Alt andet han tog sig til i livet, var noget han selv lærte, og det blev ikke til så lidt, for ud over at skrive og illustrere bøger spillede han trommer i bandet Bazaar, instruerede, lavede TV, skabte scenografier og meget mere.
Sprælsk og eventyrlysten
Foruden den succesrige debut om "Cykelmyggen Egon" har Flemming Quist Møller skrevet bøger om Bennys rejse ned i sit badekar og om Snudens rejse ind til byen, mens han i 90'erne udgav fortællingen om Jungledyret Hugo, som blev illustreret af sønnen Carl Quist Møller, der er trådt i faderens fodspor som illustratior og børnebogsforfatter, og i øjeblikket er aktuel med billedbogen "Læsepadden Pede".
Det særlige ved Flemming Quist Møller som børnebogsforfatter var, at han altid var sin egen. Han gik ikke op i de seneste tendenser inden for børnelitteraturen, men skrev de historier, han havde lyst til, og det virkede tydeligvis, for flere generationer af børn har sidenhen taget bøgerne til sig. Det er fortællinger om sprælske og eventyrlystne figurer, der følger deres drømme og tager på eventyr til trods for, hvad andre siger. Det er farvestråelende universer med rod i virkeligheden og hverdagens problemstillinger, men hvor det hele tilsættes fantasi og eventyr i form af talende haletudser og opdigtede dyr som jungledyret.
Læs mere om Flemming Quist Møller på Forfatterweb via dette link!