”Håbet i stjernerne”

.......

Græsset kløede under hendes fødder. Bildøren smækkede og man kunne høre bilen køre væk. Hen mod hospitalet. Hen til mormor. Mormor på stue 245. Sally ville ikke med. Hun var for bange. Det var det Storm sagde før han gik ind i bilen. Selvfølgelig ville hun gerne besøge mormor. Men det skulle være hjemme ved mormor i huset med havestue og flødeskumskager. Ikke på et hospital hvor alle løb rundt. På stuen var det hele hvidt, lidt ligesom mormors ansigt. Mormors ansigt smilede stadig. Men det var ikke det samme smil som før. Nu lå mormor mellem bippende maskiner. Hun havde hørt mor og far snakke om det. Snakke om, at hun ikke havde lang tid tilbage. De havde mistet alt håb ligesom Sally. Det var ligesom med morfar. Alle sagde han nok skulle blive rask igen, men kort tid efter havde de været til hans begravelse. Dengang var Sally 7 år. Nu er hun 13.

Det var 5 minutter siden de var kørt. Mor havde haft sorte rander under øjnene. Sally havde hørt hende græde. Mor havde grædt det meste af natten.

Da de havde kørt afsted havde hun set Storms ansigt. Han så bange ud. Hun vidste godt at han også havde grædt. Grædt over mormor. Men hvis hun havde spurgt ham, ville han bare grine. Det var lang tid siden hun havde set ham græde. Han græd aldrig. Heller ikke når han faldt, eller når han tabte i fodbold.

Hun græd tit. Men ikke over mormor. Hun havde hørt far sige at Sally bare havde accepteret det. Men hun var ikke sikker. Hun savnede mormor mere og mere for hvert minut der gik. Det var 15 minutter siden de var kørt. De var allerede ved mormor nu sikkert. Det tog 4 minutter i bil, 8 minutter på cykel og 6 minutter i bus. Hun havde selv søgt på det. Hun kunne stadig nå det hvis hun skyndte sig. Men hvorfor?
Mormor skulle alligevel dø snart. Sidste gang havde hun hørt lægen sige at hun højst en uge tilbage. Det var 6 dage siden nu. Så havde hun kun 1 dag tilbage. Det var nok derfor mor havde set så trist ud, da Sally sagde hun ikke ville med.
Hun kunne ikke lide at se mormor på den måde. Med alle slangerne, de bippende maskiner og de kridhvide gardiner. Hun lugtede også mærkeligt. Hun duftede ikke af mormor mere. Nu duftede hun af sprit, våd skov og rene lagner. Mormor havde ligget i en hvid seng. Hun havde slanger i armen, og et kridhvidt ansigt. Mormor havde sagt at hun snart var væk. Det var først nu hun forstod hvad hun mente med væk. Det var ikke væk fra hospitalet, men væk fra Sally. Væk fra Storm, mor og far, købmanden på hjørnet og strikkeklubben. Sally kunne mærke tårerne. De var varme, og strømmede ned af kinderne. Hun græd.

Efter et stykke tid kunne hun høre bilen i indkørslen. Sally lå stadig i græsset. Hendes øjne sved efter de mange tårer. Hun skimtede op mod solen. Hun håbede at de ville komme hjem og sige mormor var blevet rask. Men det ville jo ikke ske.
Der lagde sig en person ved siden af hende. Hun drejede stille hovedet. Det var mor. Mor smilede svagt til hende. Men det nåede ikke hendes øjne. Mor tog Sally’s hånd i sin. Sådan lå de i lidt tid. Solen skinnede og et sted kunne man høre en græsslåmaskine. Hvis man lyttede godt efter kunne man også høre motorvejen et sted i det fjerne.
“Mormor var ked af du ikke var med” sagde mor stille. Sally kiggede op i skyerne. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun var også ked af det. Men det var jo for sent nu.
Mor rejste sig igen. Hun gav Sallys hånd et kort klem, inden hun gik indenfor. Det var begyndt at blive koldt nu. Vinden tog til, og skyerne blev mørkere. Og efter lidt tid kunne hun mærke de første dråber i hendes ansigt. Sådan lå hun i lidt tid. Kort tid efter var det begyndt at regne. Dråberne kom hurtigt, og Sally var snart gennemblødt.
“Sally kom nu ind!” Var der en der råbte. Det var far. Hun rejste sig forsigtigt. Hendes skridt var tunge og langsomme.

Næste morgen da de sad og spiste morgenmad, var der stille. Det var tydeligt der var noget galt. Mor havde rander under øjnene, og far var på 4. kop kaffe allerede. Storm sad og sparkede til bordbenet, og Sally sad og kiggede tomt ud i luften. Måske hvis man var kommet ind og havde set dem sidde og spise morgenmad, lignede de nogen der ikke havde fået så meget søvn. Far rømmede sig stille. “Vi skal hen på hospitalet i dag”
Der var stille. Sally kunne mærke tårerne presse på. Hun ville gerne hen til mormor og sige farvel, selvom det var uhyggeligt. Hun håbede bare mormor bare kunne blive okay igen. Mor rejste sig og gik, og far fulgte hurtigt efter. Hun kunne høre mor græde inde i stuen, og far prøvede at trøste hende. Sally kiggede hen på Storm, han sad og kiggede tomt ud i luften, imens hans fod stadig sparkede hen mod bordbenet. Hun ville gerne sige noget til ham, måske noget der kunne gøre ham glad, men hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Der var en akavet stilhed. Far kom hen til dem. “Vi tager afsted om 5 minutter”. Storm nikkede bare og rejste sig. Sally gik ud i gangen. Hun ville gerne bare ind i seng. Ind og ligge i sin seng, med den varme dyne over sig. Men hun blev stående og ventede. Hun satte sig ud i bilen, og efter kort tid begyndte de at køre afsted mod hospitalet og mormor på stue 245. Ingen sagde noget i bilen. Radioen kørte i baggrunden med en eller anden ligegyldig sang.

De kørte ind på en stor parkeringsplads. Skyerne var mørke og det var tydeligt at det ville begynde at regne om kort tid. Sally syntes der pludselig var meget langt derind. Da de kom indenfor, slog lugten af hospital dem i møde. Sally rynkede næsen imens hun kiggede på de mange mennesker der løb rundt i deres uniformer. De gik ind i elevatoren hvor der allerede stod en sygeplejerske og en gammel mand. De stod ud og gik ned af gangen. 239, 240, 241. Jo tættere de kom på stue 245, blev klumpen i hendes mave større og større. 242,243. Hun stoppede op. Mor kiggede på hende. Hun mærkede en hånd i sin. Hun drejede hovedet og mødte Storms brune øjne, som gav hende et smil. De gik videre mod stuen. 244, 245. Storm gav hendes hånd et klem.
Mormor lå i sengen med den bippende maskine ved siden af hende. Mormor havde lukket øjne, og hendes hænder lå foldet på maven. Sally kiggede rundt. Der stod blomster i vinduet. Det var hvide tulipaner. Der stod en bøtte chokolade ved siden af. Det var de chokolader Sally altid fik hjemme ved mormor.

En person hostede, og Sally vendte sig om. Og der lå mormor med åbne øjne og et lille smil på læben.
Hun kunne mærke klumpen i halsen vokse sig større. Sally ville have det hele skulle blive normalt igen. Hun vil ikke have en mormor der lå på hospitalet mere, hun ville have en mormor der var derhjemme med chokolade og varm kakao. Sally ville løbe, men hendes fødder var som limet fast til jorden. Hun kunne mærke mormors øjne. De kiggede på hende.
Hun mødte deres øjne. Og klumpen voksede sig større og større, og før hun vidste af det kunne hun mærke tåre på hendes kinder.
“Sally vi bliver nødt til at tage hjem nu”
Sally kig over til mormor. Hun var helt bleg, og hendes øjne var svage.
“Vi ses ik mormor?” Det var mere et spørgsmål, som Sally inderligt håbede på at mormor ville sige ja til. Men det vidste hun jo godt, at hun ikke ville. Mormor nikkede svagt, men det lignede hun prøvede at sige noget. Sally kiggede afventende på hende. Og så pegede mormor på en æske ved siden af sengen. Det var ikke en stor æske. Bare en lille blå æske, med guld udsmykning på. Sally tog den op i hånden, og åbnede den forsigtigt. Nede i lå der en ring. En guldring. Sally tog den op og vendte den forsigtigt i hånden. Hun prøvede den på, og den passede perfekt, næsten som om den var lavede til hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. “Tak” Hviskede hun. Mormor smilede bare.

På vej hjem i bilen, sad Sally og legede forsigtigt med ringen. Da hun fik en besked.

Kommer du ikke over?

Det var Sofus. Sally vidste ikke hvad hun skulle svare. Selvfølgelig ville hun gerne over til Sofus, og ligge oppe i træhuset og spise karameller og drikke saftevand. Men på den anden side ville hun bare gerne hjem. Hjem og ligge på sin seng, og kigge op i loftet med de små stjerner, hun fik op da hun var 4 år gammel. Og med den tunge dyne med det stribede dynebetræk. “Mor?” Spurgte Sally. “Mhm,hvad så Sally?” “Må jeg godt gå over til Sofus når vi kommer hjem?” “Hvis du er klar, så må du vel gerne”Sagde mor med et lille smil. Sally og Sofus havde altid været bedste venner. Lige siden de var små og gik med ble. De var blevet sat i hver deres ende, og straks havde de så hurtigt de kunne for sand og plastikspande kravlede over til hinanden og begyndt at lege. Sådan var det stadig, bare uden bleer og plastikspande. De havde altid fortalt hinanden alt.

Okay, skal bare lige hjem.

Da de kom hjem gik Sally over på den anden side af vejen og bankede på den store egetræsdør til Sofus hus. Døren blev straks åbnede af en energisk Sofus, som omfavnede Sally, så hendes ribben næsten brækkede. De stod bare sådan i lidt tid, uden at sige noget, før Sofus trak sig fra krammet og åbnede døren helt så hun kunne komme ind.

De sad oppe i træhuset og drak saftevand da den længe ventede besked tikkede ind på hendes telefon.

Mormor, døde for 15 minutter siden. Vi tager afsted om 5 minutter og siger farvel. Skal du med?

Det var far der havde skrevet. Sally kunne mærke knuden i maven eksplodere og tårerne kom hurtigt frem. Sofus kiggede først forvirret på Sally, før det gik op for ham hvad der var
sket. Han trak hende hurtigt ind i et kram. Sally græd mere og mere.
Hun var ikke sikker på at hun ville se mormor. Det havde været uhyggeligt nok, at se hende levende mellem alle maskinerne, hun var ikke sikker på at hun ville kunne holde til det. Hun svarede hurtigt nej på beskeden og stirrede tomt ud i luften, mens hun forsigtigt pillede ved hendes ring. “Hvis du vil kan du sove her” Sagde Sofus forsigtigt, og Sally nikkede bare.

Senere den aften lå de oppe i træhuset på madrasser med puder og dyner. De sagde ikke noget. De lå bare og kiggede op i stjernehimlen, gennem det tynde glas i taget.
Himlen var klar, og det var mange lysende stjerner. Men det var som om der var en stjerne der lysede kraftigere end de andre på den klare nattehimmel. Og med et var der et stjerneskud som skød over himlen. Sofus pegede på det, og de ønskede begge to.
“Hvad ønskede du?” Spurgte Sofus hemmelighedsfuld. “Det siger jeg da ikke, så går det jo ikke i opfyldelse” Sagde Sally fornærmede med et smil på læben, mens Sofus begyndte at grine. Sally savnede mormor, men det var lidt som om at knuden i hendes mave, var forsvundet ved tanken om, at mormor ikke skulle ligge og have det dårligt mere. Måske sad mormor allerede oppe i himlen sammen med morfar, og kiggede ned på Sally. Og lige der var det som om at den ene stjerne lyste ekstra kraftig på himlen.