Læs eller genlæs spionkongen Le Carrés bøger

Én af spiongenrens helt store og definerende forfattere "John Le Carré" døde lørdag 12. december 2020 i en alder af 89 år. Læs eller genlæs nogle af hans ikoniske værker med Nyborg Bibliotek.

Manden bag forfatteren

John Le Carré blev født i England i 1931. Hans fødenavn var James David Cornwell.

Barndommen var tumultarisk med en mor, der forlod familien, da James var 5 år gammel, og en far der ofte befandt sig på den forkerte side af loven grundet økonomiske problemer. De svære vilkår til trods, gav faderen sine sønner fine uddannelser - Le Carré studerede således ved både Bern og Oxford Universitet. 

I 1950 blev Le Carré ansat ved den britiske efterretningstjeneste MI5, for hvem han bl.a. har udført efterretningsdarbejde med telefonaflytninger og afhøringer af folk, der var flygtet fra Østtyskland til Vesten.

Han debuterede som forfatter med romanen "Telefon til afdøde" i 1961og fik for alvor sit gennembrud som forfatter med ”Spionen der kom ind fra kulden” i 1963. Det var et krav fra hans statlige arbejdsgiver, at han skulle skrive under pseudonym, og han valgte navnet John Le Carré (Le Carré betyder ”firkanten” på fransk).

Læs mere om John Le Carré på Forfatterweb via dette link (åbner eksternt indhold i nyt vindue)

Forfatteren John Le Carré

Selvom Le Carré også har skrevet inden for bl.a. essaygenren, er det i den grad spiongenren han har været med til at definere og som har været hans foretrukne.

Forfatterweb skriver om hans forfatterskab:

"John Le Carrés elegante plots og tyngede helte har defineret spionkrimien som genre. Koldblodigheden hos efterretningstjenesten farver de tidlige romaner, bl.a. ”Spionen der kom ind fra kulden” og ”Spejlkrigen”. Det senere forfatterskab skildrer en verden forbundet af handel med våben, narko og medicin. Et hovedmotiv er driften efter penge uden hensyn til andre – ikke mindst i ”Den standhaftige gartner”. Hvor modbydelige folk end er, får le Carrés lakoniske sprogtone det til at glide ned. Han skriver som en gentleman, der observerer – og ind i mellem [sic] smiler af – menneskets samme gamle svagheder."

John Le Carrés sidste roman "Fri agent" udkom så sent som i 2019.

Herunder kan du gå på opdagelse i Nyborg Biblioteks samling af Le Carré-romaner.