eKurser.nu

Det er nemmere end du tror

Vil du gerne lære at begå dig digitalt i det offentlige Danmark, at bruge Facebook, snapchat og andre sociale medier samt om at finde rundt på internettet og fx handle hvidevarer og ferierejser eller hente film og bøger og andet materiale ned fra internettet på din computers skrivebord? Så tilbyder folkebibliotekerne et helt univers med over 170 kurser, der hjælper dig.  Kurserne finder du her:  www.ekurser.nu 

Er en coockie en småkage? Er en tablet en vitaminpille? Hvorfor snakker vi om digitalt selvforsvar, og hvad har det med NemID at gøre? Der er mange ord og begreber at forholde sig til, når vi skal begå os i al den information og teknologi: iPhone, browser, Instagram, virtual reality, webportaler og bytes er ikke hverdagssprog for alle. 

Måske skræmmer det mere, end det trækker, mens du nostalgisk mindes frimærker, kuverter, tryksværte, drejeskive-telefoner og Lademanns Leksikon. Det kan føles forvirrende med al den teknologi og det digitale sprog. Men fortvivl ikke. Vi kan alle sammen lære at begå os på digitale medier og med det offentlige, hvis vi får en god oplæring. 

Få hjælp på biblioteket 
Det er folkebibliotekerne, der står bag eKurser.nu, hvor du kan lære tingene på en enkel måde. Mere end 170 korte kurser dækker alle de vigtige emner. Hvert kursus varer højst et kvarter, og du kan vælge at dygtiggøre dig, hvor du vil, og når du vil. Du har blot brug for en computer eller en tablet,  der kan komme på internettet. Har du ikke det så kom ned på biblioteket og lån en computer. På Nyborg Bibliotek kan du desuden deltage i den digitale time eller kontakte bibliotekar Andreas Havelund - han ved alt om IT og den digitale verden.

Aktuelle tal
Ifølge Digitaliseringsstyrelsen var over 430.000 danskere permanent fritaget for digital post fra det offentlige ved årets udgang 2016. Rundt regnet 35.000 var midlertidigt fritaget. Ifølge Danmarks Statistik har 230.000 danskere mellem 16 og 89 år aldrig været på internettet. Hver tredje mellem 75 og 89 år er aldrig på internettet. Det er til gengæld samtlige unge mellem 15 og 18 år, og over 3 millioner danskere er på Facebook. 

Kommentarer fra eKurser.nu-brugerne
”For mig betyder det alt. Jeg Kender ingen der kan hjælpe mig. I dag er jeg tryg ved nettet. Takket være hjælpen fra eKurser.nu - Tusind tak”.
”Jeg blev lidt overrasket over at (eKurser.nu) findes. Det er både smart, men også meget nemt for de ældre, så de kan være med og samtidig også få noget godt ud af det." 


Baggrund for eKurser.nu
eKurser.nu er bibliotekernes fælles sted for gratis it-kurser til borgerne. Der kommer løbende nye kurser til, og gamle bliver opdateret. Der er i begyndelsen af 2017 mere end 170 forskellige at vælge imellem. Kurserne er inddelt i brede temaer fx Handel på nettet eller Rejser & transport, så du nemmere kan orientere dig.  eKurser.nu driftes i et samarbejde mellem bibliotekerne i København, Randers, Aalborg, Roskilde, Vejle og Herning . Driften er støttet af Danskernes Digitale Bibliotek.