Mathias anbefaler: Bogen om dig som menneskedyr

16.09.21
Denne gang vil jeg anbefale dig en positiv og til tider morsom faglitterær bog, der tager menneskets biologi helt ned på jorden, og gør den underholdende og vedkommende ved at forene naturvidenskaben med det hverdagslige. Det er Anders Kofoeds nye bog ”Meningen med livet”.

Entusiastisk Biolog og Formidler

Anders Kofoed er uddannet biolog og har arbejdet i bl.a. København Zoo og Danmarks Akvarium. Han bruger meget af sin tid på med stor begejstring at berette om dyrenes forunderlige liv på bl.a. Go’ Morgen Danmark, i radioen og til foredrag rundt om i landet, samt i de bøger, han har forfattet. Som han skriver på sin egen hjemmeside, har han en evindelig lyst til at vide mere og fortælle det videre, og han er virkelig en vidunderlig formidler, hvis du spørger mig.

Livet kort fortalt

Mens Kofoeds tidligere bøger er faktabøger om dyr, har han med sit nye værk ”Meningen med livet” fra 2021 skabt en mere sammenhængende fortælling – denne gang med mennesket i fokus. På 261 sider fortæller Kofoed hele historien om ”menneskedyret”, lige fra livet opstod på Jorden, til man bliver født, vokser op, og helt frem til lidt efter et liv på Jorden er forbi.

På en let, underholdende og meget fængende måde fortæller han om, hvordan kroppen virker og hvad der sker i livets forskellige stadier som barndommen, puberteten, voksenlivet og alderdommen. Allerede fra indledningen slår han hovedpointen med bogen fast: Der er ingen biologisk mening med livet, og det er derfor helt op til dig selv at finde din egen mening med livet. Denne pointe understøttes hele vejen igennem med afhoppere til dyrenes verden og lidt hjælp fra andre eksperter, når forfatteren bevæger sig uden for egne kompetencefelter. Kofoed lægger især vægt på at fortælle, at netop din måde at leve på aldrig kan være unaturlig, da alt vi mennesker gør er naturligt og har en pendant i dyrenes rige.

Generelt set er ”Meningen med livet” en skøn og positiv fortælling om, hvor usandsynligt og mirakuløst det er, at lige netop du er blevet skabt imod alle odds. Men der er også plads til nogle morsomme stikpiller til de knap så geniale dele af menneskets biologiske design. Med store mængder kærlige ord og biologien i ryggen, har Kofoed forfattet et yderst velfortalt biologisk værk med livsfilosofiske træk. Det kræver ingen biologisk forhåndsviden at læse den, og jeg er sikker på, alle kan få noget ud af den. Når alt kommer til alt, er det jo fortællingen om dig og dit liv som menneskedyr. Lyder det som noget for dig? Så kan du låne bogen på Nyborg Bibliotek.

Mathias' Boganbefalinger i Lokalavisen Nyborg

Bibliotekar Mathias Lyngs fra Nyborg Bibliotek anbefaler en gang om måneden bøger i Lokalavisen Nyborg.

Denne boganbefaling indgik i Lokalavisen i uge 37, 2021.
Læs Lokalavisen online via dette link (åbner eksternt indhold i nyt vindue)

Læs også interviewet med Mathias, der blev bragt den 21. august 2018.
Læs interviewet med Mathias via dette link - åbner eksternt indhold i nyt vindue

Læs alle Mathias' boganbefalinger via dette link - åbner internt indhold

Materialer