"Dette er stilheden"
.........
Syv dage i træk tilbragte han tiden i nærheden af radioen og foran det håndbetjente fjernsyn og stirrede tomt på de åndsforladte reklamer og filmscener; på spottedrosler, skyer og støvpartikler. Han sagde aldrig et ord. Han sank dybt ned i den snehvide hospitalsseng og undgik enhver øjenkontakt med læger og sygplejersker. Han nikkede hellere ikke. Lægestanden konstaterede, at hans høreorganer var ude af funktion som en følge af en revnet trommehinde og en meget beskadiget indre øre, hvilket havde indvirkninger på hans mentale og fysiske stabilitet.
Rutinepræget vågnede han dag ud og dag ind og spiste en morgenmad bestående af kogte æg, syltetøj, smør og iste, hvor han jævnsides gennembladrede sine egne kompositioner: Symfonier, sonater og serenader. Hans fingerspidser, der havde været i berøring med adskillige strengeinstrumenter, var hårde og ujævne, og føltes nærmest følelsesløse, som om de opponerede mod enhvert unødig håndbevægelse. Hænderne var tunge, som om de havde begået seppuku. Hjertet derimod svævede i intethed uden håb eller kærlighed, og øjnene, der blev blodrøde i nattens løb, udbasunerede smerter og lidelser.
I barndommen og ungdommen isolerede han sig selv i sit værelse, hvis vægge var overfyldte med musikrelaterede plakater og hjørner med instrumentarier, og lyttede Beethoven, Chopin, Mozart og mange andre klassikere igennem. Han analyserede disse til punkt og prikke, og genspillede dem med lyst og vilje, og i kontrast til søskende og andre familiemedlemmer, der var jurastuderende eller journalister, valgte han en hel anden fremtid; en fremtid med musikken som fællesskab. Familiemedlemmerne, der på sin vis havde andre forventninger til ham, lod ham fortsætte med at dyrke lidenskaben, og betryggede med godhed, trofasthed og ærlighed.
En ung SOSU-assistent hjalp ham med barberingen, og han huskede tilbage til den sidste uge, hvor han også var i gang med at barbere sig. Han stod i badeværelset, og så det mørke skæg falde i håndvasken. Dagligstuens vinduer var vidtåbne, og lyden af larmende biler og motorcykler trængte uønsket ind i lejligheden, der havde en minimalistisk indretning. Han vaskede ansigtet. Vanddråberne trillede ned ad den glatte hud, da lyden af et sangkor banede sin vej ind i lejligheden. Han stod stille i en kort stund. En kort stund, hvor han dannede sig et billede af, hvor pragtfuldt det lød. Han løb efterfølgende gennem gangen til dagligstuen, og sprang over sofaen som en olympisk atlet, der udførte et længdespring, og landede på hovedet; på det højre øre. På trægulvet lignede han en fugl, som var blevet skudt af en jæger eller Ikaros, som var faldet ned fra himlen. Han kunne ikke bevæge kroppen. Han havde hylen og susen for øret, og følte som om der var en prop for øret. Enden på hans musikalske og kunstneriske karriere realiserede han i dette fald.
”Jeg hørte, at du var blevet døv,” sagde den unge SOSU-assistent, ”At du ikke har bevæget dig i lang tid, og at du ikke gider at tale med andre.”
Han betragtede hende tanketomt med udtryksløse øjne velvidende om, at hun ville anse ham som uhøflig om lidt. Uhøflig, at han ikke besvarede hende, og at han blot ignorerede hende.
”… hvordan er mon stilheden?”
Det er øde. Du lyder øde.
Vinduet bag hende, stod åben på vid gab, og gardinerne svævede i værelset på grund af den kraftige vind, og lignede bølger. Dette er stilheden, sagde han til sig selv. Dette er stilheden, unge dame. Minutviseren pegede på tre minutter over ti, og sekundviseren bevægede sig som en gal. Syv. sytten. syvogtyve.
Stilhed er livets mest højlydte skrig, ondskabsfulde sprog og dybeste streng.
”Jeg kan godt forstå det,” sagde hun og kiggede på ham, ”… at du ikke gider at tale, for det forekommer dig som et chok at miste en del af dig selv.”
Jeg ånder med besvær for at høre. At høre dig, den kraftige vind og alt andet. Alting er identitetsløst.
Sort og hvidt.
Hun rejste sig.
Bliv! Tænkte han og gættede på, at hun måske syntes, at han var kedelig.
Hun lukkede vinduet, og kom tilbage: ”Alt omkring dig lyder stille, men du skal nok komme over
dig før eller siden. Det er et spørgsmål om tid.”
Han forsøgte så vidt muligt at følge hendes læbebevægelser for at regne ud, hvad hun talte om. Han fangede nogle ord.
Alt og spørgsmål, hvad taler hun mon om?
”Du ved nok ikke, hvad jeg taler om,” sagde hun og tog en kunstig pause, ”men jeg synes, at vores sanser er meget vigtige. For os mennesker i hvert fald. De er fællesskaber i sig selv.”
Jeg føler ensomhed, vidste du det? Jeg følger mig ensom i en grad, at nattemørket er hårdt og hjerteskærende. Ensom, at søvnen er en billet til et lyst helvede. Jeg ønsker … Jeg ønsker, at jeg kan høre for én dag. Kun én dag.
”Fællesskaber betyder alt. Jeg kan til dags dato huske min sekstenårige version, der sad krummet på klassens bagerste række med hovedtelefoner i øret, og hørte det ene musikalbum efter det andet. Jeg havde ingen venner og tænkte, at verden var et skrøbeligt sted. Men sådan var den ikke. Det var blot en teenagepiges tanker, for i dag har jeg masser af venner og fællesskaber, og jeg synes, at ensomheden på dette tidspunkt i mit liv var også en form for fællesskab. Ensomheden var også et fællesskab.”
Uanset hvor meget jeg sover eller ligger ned, så har noget i mig givet op. Min sjæl er ensom. Min sjæl er træt. Vil dette overhovedet går over?
”Sådan er verden. Den ene dag får du en lussing, og i det andet får du et klap på skulderen. Sådan er det, og sådan vil det altid være. Det eneste vi kan gøre, er at håbe og holde på vores fællesskaber”
Hun samlede tingene, og forlod værelset.
Sagde hun … Han kiggede på solstrålerne, der trængte gennem ruden og landede på hans ubevægelige krop. Måske var dette en livsfilosofi, måske.