"Uden titel"
.........
Det ville være en løgn at påstå alting stadig var helt okay. Rent faktisk var jorden i en situation, der bedst kunne beskrives som katastrofal. Hvordan det skete, er der ingen, der rigtig ved. Bortset fra mig. Du kan selvfølgelig være ligeglad og stoppe med at læse nu. Så vil du nok aldrig forstå meningen med livet
Det hele startede med et meningsløst mord på den engelske kronprins William. Dette satte gang i en kæde af handlinger, der hurtigt spredte sig til resten af verden og reducerede jordens befolkning med 95 procent. Ser du, dette brutale mord fik folk til at tvivle. Men det var samfundsforsker James Evans, der gav det sidste skub. Ifølge ham kunne, ’man ikke stole på nogen’ og man burde eliminere truslen før den blev farlig. Eller med andre ord: man bør dræbe de andre, før de dræber dig.
Så kunne man forvente, at staten ville gøre noget for at stoppe det hele, men nej. USA var blandt de første til at opstille optællingstavler, hvilket kun forværrede problemet. De havde tænkt, at det på et tidspunkt ville være umuligt at dræbe flere. Derefter fulgte Ukraine, Portugal og Kina. Hvis, man stadig levede havde man enten nedkæmpet sine modstandere eller også var man i dyb gæld hos Mafiaen. Mafiaen havde opdaget, at de kunne tjene styrtende med penge, ved at beskytte normale folk.
Vores historie starter i en fængselscelle i Manchester city. James var nede på gulvet og lavede armbøjninger. Han var den eneste af Mafiaens fanger, der virkede rolig. Lidt for rolig, hvis du spurgte vagterne på den anden side af døren. Det var trods alt i dag, han skulle henrettes.
James havde stjålet fra dem i et forsøg på at kunne betale af på sin gæld. Manden, der skulle torturere ham før halshugningen, stod og smilede ondskabsfuldt. Han glædede sig til at få endnu et point til den lokale tavle, helt gratis. Han var allerede 263 point foran, men en godt tilrettelagt bombe kunne jo ændre på det.
Han var gået i gang med at slibe sin kniv, da en yderst uheldig sommerfugl, som var sluppet ind i James celle, flaprede rundt på en nærmest desperat måde. James stoppede midt i en mavebøjning og stirrede direkte på det lille uskyldige insekt. Og så med et. Med en enkelt bevægelse, var han sprunget frem og havde fanget den imellem sine hænder. Hans lugt alene kunne have slået insektet ud.
Et enormt skadefro smil bredte sig på hans læber: ”ved du, hvad du minder mig om? Gamle dage. Jeg savner det, men ved du hvad? Nu vil jeg befri dig. Befri dig fra denne verden.” ved et lille slam lukkede han hænder tæt om det uskyldige væsen.
Et koldt, hadefuldt grin bredte sig på hans læber. Han satte sig ned og støttede sig op ad væggen. Tre dage. Tre dage havde han siddet derinde. En vagt så igennem det lille tremmevindue. Deres øjne mødtes i et flammehav af blandet frygt og medlidenhed.
Stilhed.
”Jeg troede engang, at livet havde en mening,” han holdt en lille pause for at pille i sine negle. ”Jeg troede, at der var en nøgle, der kunne kaste lys over, hvad den helt præcis var,” han udstødte en lavmælt fnis. ”Men livet er jo slet ikke så avanceret,” sagde han, mens han rystede på hovedet. ”Livet er jo totalt meningsløst.”
Han begyndte at smile igen. Hen rejste sig og gik frem til døren, hvor han satte hænderne på tremmerne og så vagten dybt i øjnene.
”Har du nogensinde undret dig over, hvordan vi nåede hertil? Det gjorde jeg i hvert fald. Men nu, nu forstår jeg. Det er vores egen fucking skyld,” han gik tilbage til sin plads overfor døren, med den stirrende vagt. Vagten rystede. Han hadede det her. Der var skrig fra de andre celler, men denne fange. Der var noget galt med ham. Eller også var han den eneste, der ikke var noget galt med.
”Jeg glæder mig. Denne verden giver mig lyst til at kaste op. Døden bliver en velkommen gæst. En gammel ven, der er vendt hjem fra krigen!” Han lænede sig tilbage mod væggen og ventede.
Stilhed.