
Mathias anbefaler: Barsk, historisk spændingsroman på havet
Succes med en dødssejler
”Nordhavet” tager sin begyndelse i 1859. Romanen handler om militærlægen Patrick Sumner, der med et blakket ryg fra krigen i Indien må se sig nødsaget til at tage hyre som skibslæge på hvalfangerskibet Volunteer. Det hårde liv på havet og de usle vilkår skal dog vise sig at blive hans mindste problemer, da han opdager, at en af skibsdreng bliver seksuelt misbrugt på skibet. En dag findes drengen myrdet, og da Sumner mistænker kaptajnen og officererne for at have fat i den forkerte gerningsmand, må han selv tage affære og efterforske sagen. Han indser dog hurtigt, at han er oppe imod en ondskab og brutalitet, der langt overgår hans oplevelser fra krigen, mens en helt anden katastrofe ulmer i al hemmelighed.
Engelske Ian McGuire (f. 1964) er uddannet Ph.D. i amerikansk litteratur fra 1900-tallet, og har siden 1996 undervist ved University of Manchester i amerikansk litteratur og kreativ skrivning. Han debuterede som forfatter i 2006, men slog for alvor sit navn fast på de internationale bestsellerlister med ”Nordhavet” fra 2016 (på dansk i 2018).
Klaustrofobisk og bestialsk
”Nordhavet” er ikke en roman for sarte sjæle, for den er skrevet med en sådan detaljerigdom, brutalitet og fandenivoldskhed, at romanens hadefulde sprog og til tider makabre scener står kvalmende tydeligt for læserens indre. Men det er også disse gruopvækkende beskrivelser, der gør ”Nordhavet” til en utroligt velfortalt og gribende roman, der giver et glimrende indblik i det barske liv på et hvalfangerskib fra 1800-tallet, med de bryske personligheder og den hårde jargon, der var en nødvendighed for at overleve i miljøet.
Samtidig er det en neglebidende krimi og en psykologisk thriller, der tager os med helt ud på kanten af menneskeheden, hvor du skal se langt efter næstekærlighed og empati. Det er virkelig en genistreg af McGuire at sætte scenen på et så klaustrofobisk sted som et skib langt fra hjem, hvor der er meget begrænsede muligheder for at gemme sig og et faretruende, isnende mørke under skibets køl.
Så hvis du er til barske krimier, nervepirrende tankespil og historiske beretninger, må du ikke snyde dig selv for ”Nordhavet”, der er helt unik, utrolig velskrevet og et fremragende indblik i en svunden tid. Du kan selvfølgelig låne bogen på Nyborg Bibliotek.
Mathias' Boganbefalinger i Lokalavisen Nyborg
Bibliotekar Mathias Lyngs fra Nyborg Bibliotek anbefaler en gang om måneden bøger i Lokalavisen Nyborg.
Denne boganbefaling indgik i Lokalavisen i uge 23, 2021.
Læs Lokalavisen online via dette link (åbner eksternt indhold i nyt vindue)
Læs også interviewet med Mathias, der blev bragt den 21. august 2018
Læs interviewet med Mathias via dette link - åbner eksternt indhold i nyt vindue
Læs alle Mathias' boganbefalinger via dette link - åbner internt indhold