Dronningen fylder 80 år - læs om hendes liv på eReolen!

16.04.20
16. april 2020 kan Hendes Majestæt Dronning Margrethe II fejre sin 80-års fødselsdag. I den anledning har vi her samlet nogle af de bøger om dronningen, du kan læse på eReolen.

Det store portræt

Den prisvindende forfatter Jens Andersen, der bl.a. står bag biografierne "Denne Dag Et Liv" om Astrid Lindgren, "Under Bjælken" om Kronprins Frederik og "Kim Larsen - De unge år", forfattede i 2014 den store bog "M" om dronningen. Gennem interviews med Dronning Margrethe, Prins Henrik, Kronprins Frederik, Prins Joachim, Prinsesse Benedikte og Dronning Sonja af Norge tegnes et portræt af regenten, samt et billede af danskernes forhold til kongehuset gennem 40 år

Bevingede ord

Dronningen har budt på mange både sjove, alvorlige, bevægende og øjenåbnende udtalelser gennem sin lange regeringsperiode. I Kristian Jessen og Jeppe Facius' "Gud bevare Danmark" kan du læse alle dronningens nytårstaler 1972-2014 sat ind i et samfundsmæssigt og historisk perspektiv, mens Jens Andersen i bogen "Om man så må sige" har samlet og udvalgt 350 citater fra dronningen om emner som Danmark og danskhed, indvandring, kvindesagen, seksuel frihed, ægteskab m.m.

Danmarkshistorie med Dronningen som guide

Hende Majestæt har altid næret en stor interesse for Danmarks historie. I Thomas Larsens "De Dybeste Rødder" inviteres du med på en rejse gennem historien med dronningen som rejseleder. Togtet begynder med de første jægerfolk i oldtiden og tager dig med helt op til de store skift i nyere tid, som dronningen selv har oplevet som tronarving og regent.

Find flere bøger om Dronning Margrethe II på eReolen her!