Glædelig Verdens Bogdag!

23.04.20
Vær med til at fejre Verdens Bogdag 23. april ved at læse en god bog. Her har vi nogle gode bud på bøger, der hylder bogkunsten eller inspirerer dig til de største læseoplevelser.

Verdens Bogdag

I 1995 udpegede UNESCO den 23. april til at være Verdens Bogdag for bøger og ophavsrettigheder, for at sætte fokus på bogen som en vigtig kilde til udbredelse og bevaring af viden, der kan udvikle og inspirere os til forståelse, tolerence og dialog. Lige siden er dagen blevet fejret af biblioteker, boghandlere og læsere verden over, og der er sågar opstået en tradition med, at man giver en bog og en rose, til den man holder af.

I anledning af dagen har vi herunder samlet nogle bøger, der enten hylder bogkunsten eller inspirerer dig til nye store læseoplevelser.

50 værker: højdepunkter i verdenslitteraturen

Tag med på en rejse gennem 50 af verdenslitteraturens hæjdepunkter. Bogen introducerer dig til de uomgængelige klassikere, de populære læserfavoritter og de mere ukendte mesterværker, der har formet verdens litteraturhistorie. Fra det 4.000 år gamle Gilgamesh og persisk lyrik til Shakespeare, japanske haiku og en ny grafisk roman.

Knud Wentzers europæiske kanon

Forfatteren Knud Wentzer, der er dr. phil. og tidligere lektor på Københavns Universitet, giver sit personlige bud på en europæisk litteraturkanon. Med 26 værker i kronologisk orden fra Homers "Odysseen" fra 800 år fvt. til Thomas Manns "Doktor Faustus" fra 1947.

De Glemte Bøgers Kirkegård

Carlos Ruiz Zafóns bogserie "De Glemte Bøgers Kirkegård" startende med "Vindens Skygge" er en sand hyldest til bogkunsten og bøgernes store betydning for udbredelsen af viden og budskaber. Vi følger Daniel Sempere fra han som tiårig bliver introduceret til De glemte bøgers kirkegård i Barcelona - et møde der sætter en lang række begivenheder i gang, som rækker langt ud over de fattige år efter borgerkrigen, og som får Daniel ud på mange spændende opgaver, som opsporer af bortkomne bøger.

Læseren i morgentoget

En vidunderlig fransk fortælling om Guylain, der hver morgen læser sider højt fra kasserede bøger i morgentoget på vej til arbejde. En dag får han fat i en ung kvindes dagbog og en stor historie udfolder sig for ham. Læseren i morgentoget er endnu en roman, hvor kærligheden til bogkunsten er højsæde. 

Det litterære apotek

Findes der nogen bedre medicin til hårde tider end en god bog? Nogle gange kan det være nok at komme på en virkelighedsflugt, og andre gange har vi brug for en bog, der kan hjælpe os med at træffe beslutningerne. Denne særlige egenskab ved bøger er temaet for "Det litterære apotek". Bogen handler om Jean Perdu, der ejer en flydende bogbutik i Paris og længe har hjulpet andres nødstedte følelser ved at ordnere bøger. Men nu må han dog efter 20 år endelig forsøge at kurere sit eget knuste hjerte