Mathias Anbefaler: "Alkymisten" af Paulo Coelho

18.09.18
Er det muligt at få opfyldt sine drømme? Det spørgsmål kredser forfatteren Paulo Coelho om i ”Alkymisten” - en skarp og velskrevet roman, der tager læseren med på en rejse gennem spændende pointer, og tvinger os til at reflektere over meningen med livet og det at følge sine drømme.

Vi har nok alle prøvet at stå et sted i livet og overveje, hvilken vej vi nu skal tage. Måske har vi en drøm, som vi håber at nå en dag, men vejen til drømmen kan være stenet og usikker, så tør vi tage den? Tør vi ofre det sikre i håbet om at nå vores mål? Og er det overhovedet muligt at få opfyldt vores største drømme?

”Alkymisten” er en simpel men stærk fortælling, der bevæger sig et sted mellem fantasi, tro og virkelighed. Den kan nærmest minde om en lignelse fra Biblen, da den med sit enkle plot og rige sprog kommer med en klar morale og anskueliggør et vigtigt dilemma i livet. Det er tydeligt i både handlingen og sproget, at Coelho er en meget troende forfatter, men lige meget om du er religiøs eller ej, er der meget at hente fra ”Alkymisten”. Mange at de pointer om livet, som hovedpersonen Santiago møder på sin rejse, kan sagtens tages ud af deres religiøse kontekst, og bruges i hverdagslivet.

Da jeg selv ved et tilfælde stødte på ”Alkymisten” i 2014, befandt jeg mig på et sted i livet, hvor jeg var usikker på, hvad vej jeg skulle gå med min uddannelse. ”Alkymisten” fandt derfor vej til mig, på det helt rigtige tidspunkt, og hjalp mig gennem mine tanker og valg.

”Alkymisten” er for mig at se en af de bøger, der virkelig viser, hvad litteraturen formår, og hvor skønlitteraturen ikke kun bliver underholdning, men også et værktøj, vi kan bruge i vores eget liv. Coelho er en stærk og dygtig forfatter, og hans forfatterskab rummer også en række andre velskrevne romaner, heriblandt ”Zahir” og hans seneste værk ”Spionen” fra 2017, samt det selvbiografiske værk ”Pilgrimsrejsen”, hvor han fortæller om den rejse, der førte til, at han blev forfatter. Flere af hans værker – inklusiv ”Alkymisten” – kan lånes på Nyborg Bibliotek.

Mathias' Boganbefalinger i Lokalavisen Nyborg

Bibliotekar Mathias Lyngs fra Nyborg Bibliotek anbefaler ca. en gang om måneden bøger i Lokalavisen Nyborg.

Denne boganbefaling indgik i Lokalavisen i Uge 34.

Læs også det interview med Mathias, der blev bragt den 21. august 2018 her.

Læs alle Mathias' boganbefalinger her.

Materialer