Mathias anbefaler: "Det er et magisk øjeblik lige nu"

28.08.19
Endnu et Tour de France er forbi. For nogen er det en tom følelse, når løbet slutter. I næsten en måned har man engageret sig i disse imponerende sportsudøveres opture og nedture, og pludselig er det hele forbi. For andre er det en fryd, når løbet slutter og sendefladen og nyhederne ikke længere domineres af cykelsport.

Men lige meget om du er den første eller den anden type, er det en kendsgerning, at verdens største cykelløb slutter sin 2. etape 2021 i Nyborg og i den anledning vil jeg anbefale en bog, der kan underholde entusiasterne, mens I venter, og gøre skeptikerne klogere på, hvad det er, der gør cykelsport så magisk for nogen. Bogen hedder ”Det er et magisk øjeblik lige nu” og er skrevet af Jakob Kristian Sørensen.

En cykelreportage fra Haiti

Sørensen er rejst til Haiti for at mødes med Jørgen Leth. Formålet er gennem flere dages samtaler at indkapsle og nedfælde Leths livslange fascination af cykelsporten. Hvad har den betydet for Jørgen Leth? Hvorfor bliver den ved med at fascinere ham? Hvad er de enkelte løbs særegenheder og hvilke store ryttere har gjort sig særlig bemærket i de forskellige løb? Alt dette forsøger Sørensen at gøre dig klogere på.

Opbygget som en lang kapitelinddelt reportage med tekst og fotografier, redegør Sørensen både for deres flere dage lange samtale så vel som alt det, de oplever indimellem. Det kan lyde rodet, men det er det ikke. Faktisk tegner de små finurlige fortællinger fra Haiti et rigtig fint billede af både Sørensen og Leth og deres evne til at se fortællinger og æstetik i selv de mindste oplevelser og hændelser, hvilket afspejler nogle af de særlige værdier og egenskaber ved cykelsporten, der fascinerer Jørgen Leth. 

Cykelsport er fortællinger

Men det, som virkelig gør bogen værd at læse, lige meget om du er til cykelsport eller ej, er samtalernes indhold, for Leths største talent er for mig at se hans evne til at beskrive, hvad det er, han oplever og hvilke følelser, det vækker i ham. Leth bemærker ting, som de fleste måske føler, men har svært ved at sætte ord på. 

For Leth er hvert løb f.eks. ikke alene en konkurrence. Det er en fortælling, hvor rytterne spiller hoved og bi-rollerne. Cykelsport handler derfor ikke primært om, hvem der vinder, det handler i lige så høj grad om de mange opgør og kampe undervejs i løbene og om menneskets kamp med sig selv og med naturen. 

Så har du lyst til at blive klogere på cykelsporten, bør du tage med Sørensen og Leth ud på denne rejse i de forskellige løbs historier og særegenheder til et møde med de nærmest mytologiske helte, der gennem årene har prøvet kræfter med vanvittige stigninger, lange spurter og ujævne brosten. Et spændende indblik i Leths cykelfascination og en anderledes cykelbog, mens vi venter på, at verdens bedste cykelryttere og verdens største cykelløb lander i Danmarks Riges Hjerte.

Mathias' Boganbefalinger i Lokalavisen Nyborg

Bibliotekar Mathias Lyngs fra Nyborg Bibliotek anbefaler ca. en gang om måneden bøger i Lokalavisen Nyborg.

Denne boganbefaling indgik i Lokalavisen i uge 35.
Link til at læse Lokalavisen online.

Læs også interviewet med Mathias, der blev bragt den 21. august 2018 
Link til interviewet.

Link til alle Mathias' boganbefalinger.

Materialer