Mathias anbefaler: Finurlige og tragikomiske noveller

Hvis du er til sort humor, komik med noget på hjertet og uforudsigelige fortællinger med plads til at drage egne konklusioner, er Jens Blendstrups groteske, fantasifulde og morsomme nye novellesamling ”Sorgens Balalajka” lige noget for dig.

Jens Blendstrup (f. 1968 i Aarhus) er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet. Han debuterede som forfatter med novellesamlingen ”Mennesker i en mistbænk” i 1994, og har siden da udgivet flere novellesamlinger, romaner, børnebøger, dramatik og kortprosa.

”Sorgens Balalajka” (2021) er nærmest en magiterning af Blendstrups forfatterskab. Det er en vidunderlig, morsom og tankevækkende novellesamling, som spænder bredt fra det groteske og tragiske til det tossede og pinlige. Vi kommer vidt omkring og møder mange forskellige eksistenser, hvis fortællinger på overfladen er komiske, til tider bizarre og nogle gange endda helt absurde og surrealistiske. Men på bunden er det let genkendelige og relaterbare historier, der fortæller om sorg og frygten for døden, forfald, forandringer, fastlåshed, ensomhed, pengemangel og alle de andre ting, vi mennesker går og bekymrer os om i hverdagen.

Humoren og de absurde scenarier har alle dage spillet en vigtig rolle i Blendstrups forfatterskab, men bag ved humoren gemmer der sig ofte alvorlige fortællinger om livet og samfundet, som belyses og understreges gennem komikken. Evnen til at få humor og alvor til at smelte sammen til en helstøbt fortælling er én af Blendstrups helt store forcer som forfatter, og han formår virkelig at få de to sider af medaljen til at komplimentere og understøtte hinanden, så fortællingerne bliver endnu stærkere og det komiske ved menneskers handlinger og tankemønstre fremhæves. Livet er en kompliceret og mangefacetteret størrelse, hvilket træder tydeligt frem i Blendstrups fortællinger.

En anden styrke ved Blendstrups forfatterskab, er hans finurlige, legende og fantasifulde fortællestil, der får teksten til at glide og ofte byder på overraskende og uforudsigelige drejninger, der gør hans noveller til en sand fornøjelse at læse.

”Sorgens Balalajka” er en smuk perlerække af skønne fortællinger, der både bearbejder individets inderste følelser og større emner og tendenser i samfundet. Det er klassisk Blendstrup, der i den grad kan anbefales lige meget om du er ny eller erfaren Blendstrup-læser. Bogen og flere af hans andre værker kan lånes på Nyborg Bibliotek.

Mathias' Boganbefalinger i Lokalavisen Nyborg

Bibliotekar Mathias Lyngs fra Nyborg Bibliotek anbefaler en gang om måneden bøger i Lokalavisen Nyborg.

Denne boganbefaling indgik i Lokalavisen i uge 32, 2021.
Læs Lokalavisen online via dette link (åbner eksternt indhold i nyt vindue)

Læs også interviewet med Mathias, der blev bragt den 21. august 2018 
Læs interviewet med Mathias via dette link - åbner eksternt indhold i nyt vindue

Læs alle Mathias' boganbefalinger via dette link - åbner internt indhold