Mathias anbefaler: Noget, der minder om Harry Potter
Troldmænd, ånder og komik
”Bartimæus-trilogien”, som er skrevet i nullerne af den engelske forfatter Jonathan Stroud, er efter min mening den fantasyserie, der kommer tættest på ”Harry Potter”, omend den stadig er helt sin egen. Ligesom i Potter-bøgerne forgår historien i vores verden, hvor troldmænd og magiske væsner lever side om side med mennesker. Det er en vidunderlig fortælling rig på spænding og humor, og som et ekstra lille twist skifter bøgerne fortæller flere gange undervejs, hvilket skaber en god variation i læsningen og beriger fortællingen med flere perspektiver. Det mest geniale ved serien er djinnien Bartimæus (en slags ånd), som den unge troldmandslærling Nathan hidkalder for at hjælpe sig med at få hævn på troldmanden Simon Lovelace. Bartimæus er yderst uimponeret over Nathan og mennesker i al almindelighed, hvilket fører til en uendelig række af hylende morsomme fodnoter fra Bartimæus. Gnidningerne i dette umage makkerpar giver ekstra kolorit til denne fantastiske trilogi, som du ikke må snyde dig selv for. Serien egner sig fra 12 år og op.
Ny, mørk og anderledes
”Nevermoor” af den australske forfatter Jessica Townsend er en helt ny og igangværende fantasyserie, hvor den tredje bog udkommer på dansk her til november. Serien foregår i den eventyrlige by Nevermoor og følger den forbandede pige Morrigan Crow og hendes prøvelser, mens hun bliver forfulgt og samtidig forsøger at finde sit talent, så hun kan komme med i Det Forunderlige Selskab. Universet er så originalt, interessant og fuld af hemmeligheder, at bøgerne er svære at lægge fra sig. Hertil kommer de mange farverige og excentriske karakterer, der ligesom handlingen og byen gemmer på et væld af hemmeligheder. Det er ikke ”Harry Potter”, men der er alligevel noget ved Nevermoors stemning og univers, der giver lidt af den sammen følelse. Under alle omstændigheder er det en virkelig god ny fantasyserie, som alle læsere med hang til det eventyrlige bør kaste sig over. Serien egner sig fra 10 år og op.
Begge serierne kan lånes på Nyborg Bibliotek. Er du selv magiker, burde hidkaldelsesbesværgelsen ”accio” være nok til at finde bøgerne. Mugglere kan bare spørge os – så hjælper vi med at finde dem.
Mathias' Boganbefalinger i Lokalavisen Nyborg
Bibliotekar Mathias Lyngs fra Nyborg Bibliotek anbefaler ca. en gang om måneden bøger i Lokalavisen Nyborg.
Denne boganbefaling indgik i Lokalavisen i uge 43, 2020.
Læs Lokalavisen online via dette link (åbner eksternt indhold i nyt vindue)
Læs også interviewet med Mathias, der blev bragt den 21. august 2018
Læs interviewet med Mathias via dette link - åbner eksternt indhold i nyt vindue
Læs alle Mathias boganbefalinger via dette link - åbner internt indhold