
Mathias anbefaler: Skarp, aktuel og jordbunden ny klimaroman
Jens Liljestrand (f. 1974) er en svensk forfatter og journalist, der debuterede i 2003 med reportagebogen ”Made in Pride”. Siden har han udgivet flere bøger, hvoraf ”Selv hvis alt forsvinder” er hans seneste værk, der netop er udkommet på dansk.
Bogen udspiller sig en sommer i Sverige, hvor en række voldsomme skovbrande skiller familier og skaber kaotiske tilstande, så de berørte individer må forholde sig til en ny virkelighed med alt vendt på hovedet, mens de samtidig skal navigere rundt i hverdagsproblemer som forliste parforhold, forældre-barn-problematikker, identitetskriser og de mest basale behov som mad, drikke og en ren ble. Gennem fire fortælleres meget forskellige perspektiver på katastrofen er vi vidner på første parket til klimforandringernes konsekvenser og deres indvirkning på helt almindelige mennesker som dig og mig.
I modsætning til de klimafortællinger der tager os med til en dystopiske fremtid, hvor vi nærmest er blevet urmennesker igen, eller som følger de helt store og næsten overmenneskelige klimahelte, har Liljestrand givet os en let relaterbar fortælling om nutidens klimakatastrofer og deres indvirkning på os som mennesker. Gennem karakterernes handlinger og tankestrømme i en presset tid, sætter Liljestrand gang i debatten om vores medmenneskelighed og villighed til at hjælpe andre i nød, vores standpunkt til klimaindsatsen sat over for vores egentlige handlinger og i hvor høj grad vi skal leve op til omverdenens forventninger. Liljestrand bliver aldrig moraliserende i bogen og giver ingen konklusioner. Han prikker til sin læser og lader det være op til os at reflektere over os selv, vores medmennesker og planetens tilstand.
”Selv hvis alt forsvinder” er en højaktuel roman, der tager fat på klimadebatten her og nu. Det er en spændende og underholdende roman i et levende sprog med masser af tempo og flow, der konstant driver fortællingen fremad og holder dig fastklistret til siderne. Det er en bog, der tager store emner og livsrefleksioner op, men fortæller det nærværende gennem karakterernes tanker og oplevelser. Og så er det en klimaroman, der kan læses af alle romanlæsere – også dig, der ikke er så meget til det lidt for fremtidsfjerne og eventyrlige. For kernen i denne bog er egentlig en nutidig fortælling om menneskelighed tilsat klimadebat. Du kan låne bogen på Nyborg Bibliotek.