Pioneren og mennesket Louis Pio
Kristian Himmelstrup er en berejst og mangefacetteret person, der både har studeret og undervist i Danmark og udlandet og blandt andet har rejst Sydøstasien rundt i et halvt år med sin kone. Han debuterede som forfatter i 2000 med biografien ”Den udødelige soldat og jeg” om forfatter Ib Michael, og har siden udgivet endnu en biografi, en håndfuld romaner og fagbogen ”Kulturformidling”, som jeg selv nød stor glæde af, da jeg læste min kandidat.
Nu har han så skrevet den imponerende og yderst velskrevne historiske roman ”Pio”, hvor vi følger Louis Pio fra han bliver arresteret i 1872 efter at have indkaldt til møde på Nørre Fælled. Vi er med ham gennem de hårde år i fængslet til hans benådning i 1875, vi følger hans forsøg på at styrke og samle både den danske og den internationale arbejderbevægelse i de efterfølgende år, og vi rejser med ham til USA i 1877, hvor han forsøger at skabe en socialistisk koloni.
Himmelstrup har i den grad et talent for at skrive fængende og malerisk uden at dvæle for længe ved beskrivelserne, der er korte og præcise. Bogen er inddelt i små kapitler der sammen med det fængende sprog giver historien en konstant fremdrift. Fortællingen er nærværende og lukker os i den grad ind i Pios liv, hvor vi får lov til at opleve ham fra sine bedste øjeblikke, hvor han har pennen og ordet i sin magt, til hans mindre noble øjeblikke når han forsøger at skjule kvinderne i sit liv for hinanden eller bliver vred over ikke at kunne styre en demokratisk organisation egenrådigt. Historien er fortalt fra både Pio og hans kære Augustas synspunkt, hvilket giver et ekstra perspektiv til portrættet af Pio med Augustas kærlige men også kritiske blik på Pio, der for det meste selv har svært ved at se ud over sit eget ego og har en tendens til at bebrejde andre frem for sig selv. Dertil er det interessant at følge Augustas kamp for at engagere arbejderbevægelsens kvinder i kampen for ligestilling, mens hun forsøger at finde sin egen plads i en mandsdomineret verden.
Alt i alt er ”Pio” en utroligt vellykket historisk roman, der fortæller os om en historisk brydningstid og en pionerende ildsjæl. Samtidig tegner den et interessant og vigtigt portræt af, hvordan valget om at lægge al sin tid og energi i en vigtig sag kan ske på bekostning af dit private og sociale liv. For Pio vedbliver med at såre og frastøde folk i den større sags tjeneste. Han er ikke ligefrem en sympatisk hovedkarakter, men han er en interessant en af slagsen. Hvis du har fået lyst til at læse bogen, kan du låne den på Nyborg Bibliotek.
