Elever fra Village Ballet-Nyborg danser i Landporten.

Balletelever fra Nyborg skal danse for dronningen

11.04.19
Kom og se med når eleverne fra balletskolen Village-Ballet Nyborg skal danse for Hendes Majestæt Dronning Margrethe, ved hendes besøg i Nyborg fredag 31. maj.

I anledning af besøget bliver der opsat en udendørs scene foran Nyborg Bibliotek, hvor balletopvisningen vil finde sted. Pladsen foran Nyborg Bibliotek er valgt, da det er Nyborg Bibliotek der til daglig driver balletskolen Village Ballet-Nyborg, og så ligger det samtidig lige midt i hjertet af Nyborg og med udsigt til det ny renoverede Nyborg Slot og den snart 80 år gamle biblioteksbygning.

Alle er velkomne til at kigge forbi og overvære opvisningen sammen med Hendes Majestæt. Opvisningen varer ca. 5 minutter og når dronningen fortsætter videre i sit travle program, har du også mulighed for at se de andre elever danse.

To store oplevelser

Dronningens Besøg er kronen på et halvår med store oplevelser for den lokale balletskole Village-Ballet Nyborg. Søndag den 17. marts deltog eleverne i Det Kongelige Teaters årlige Store Balletskoledag, hvor de dansede på en af Danmarks mest ikoniske og storslåede scener – Gamle Scene på Kongens Nytorv.

Nu kommer de så også til at opleve noget så sjældent og unikt som at danse for Danmarks regent, og oven i købet en regent der gennem sit liv har vist stor interesse for ballet og designet kostumer til flere store balletforestillinger i København.

Village-Ballet Nyborg 

Village Ballet-Nyborg holder til i Landporten, som er drevet af Nyborg Bibliotek og som i 2017 gennemgik en stor renovering, hvor den gamle gymnastiksal blev transformeret til en dansesal med spejle og dansegulv. Der optages løbende nye elever – børn og voksne - på balletskolen.

Læs mere om Village Ballet-Nyborg her.