Leonora Christina Skov med De Gyldne Laurbær
Billede fra Leonora Christina Skovs Instagram-profil.

Leonora Christina Skov modtager De Gyldne Laurbær 2018

31.01.19
Den populære danske forfatter Leonora Christina Skov, der i 2018 tog landet med storm med sin selvbiografiske roman "Den der lever stille", modtog i dag De Gyldne Laurbær 2018 for netop denne roman.

Tilbage i september gæstede hun Nyborg til et udsolgt forfattermøde med over 300 publikummer. Som arrangører af forfattermødet var vi på Nyborg Bibliotek utroligt glade for at have hende på besøg og høre om hendes spændende rejse med denne meget personlige roman, som vi ved har rørt mange af vores lånere. I seks måneder i streg var romanen "Den der lever stille" det materiale på Nyborg Bibliotek, der havde flest reserveringer og udlån.

Vi vil gerne ønske Leonora Christina Skov et stort tillykke med den flotte pris. 

En modig og vigtig roman

De Gyldne Laurbær er de danske boghandleres pris, hvor alle danske boghandlere kan stemme på en nulevende dansk forfatter, der har udmærket sig i særlig grad det pågældende år. Leonora Christina Skov vandt i overlegen stil, da mere end halvdelen af stemmerne gik til hende.

De Gyldne Laurbærs bestyrelsesformand Kenneth Frank Pedersen har i forbindelse med prisen udtalt følgende om "Den der lever stille": 

"Det er en afsindigt modig bog og et vigtigt debatindlæg, hun har skrevet. Hun har virkelig åbnet sig selv op, det er en kraftpræstation af blotlæggelse, som læsere, anmeldere og boghandlere har taget godt imod". 

Tidligere vindere

De Gyldne Laurbær, som er en af de største literære priser i Danmark, er blevet uddelt siden 1949. Sidste år gik prisen til Jesper Wung-Sung for "En anden gren" og blandt tidligere store vindere kan nævnes Karen Blixen, Tom Kristensen, Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Klaus Rifbjerg, Benny Andersen, Bjarne Reuter, Lise Nørgaard og Jane Aamund.

Materialer