Nyt design for Nyborg Bibliotek

nb! Vi har fået nyt udseende

21.05.19
Vi er stolte over at kunne præsentere dig for vores helt nye grafiske udseende, men bare rolig – vi er stadig de samme.

Et bibliotek i udvikling

Et bibliotek er borgernes hus – det er dit hus – og derfor skal biblioteket følge med tiden og afspejle den tid vi lever i. Derfor er det vigtigt, at vi også visuelt fremstår nutidige, så vores grafiske udtryk passer på Nyborg Bibliotek anno 2019.

Selvom bibliotek betyder ”bogsamling”, er vi meget mere end det. I 2018 havde vi 104 forskellige arrangementer for alle aldre, hver dag hjælper vi besøgende med at finde rundt i vigtige digitale informationer og databaser og så tilbyder vi i dag mere end tyve forskellige digitale tjenester fulde af viden og inspirationer.

Alt dette, skal designet kunne rumme og hen over de seneste måneder har vi i samarbejde med grafisk designer Lasse Møller fra Gurami arbejdet målrettet på at indkapsle alle disse facetter i én samlet visuel identitet.

Sprælsk og troværdig

”Vi har lagt vægt på, at de værdier der er kendetegnende for et bibliotek, som faglighed, viden, professionalisme og troværdighed, afspejles i designet. Her har vi valgt en dyb grøn grundfarve, som vi mener, favner disse grundværdier. Samtidig er Nyborg Bibliotek i dag også et sprudlende kulturhus med arrangementer, debatter og samtaler for både store og små, og derfor har vi med den røde farve i logoet tilsat et sprælsk element. På den måde synes vi, at det nye design er lykkedes med at pege ind i alle tre formål, der er bibliotekets opgave, nemlig at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet”, fortæller biblioteksleder Birgitte Haugbøl om det nye design.

Foruden farverne er forkortelsen ”nb!” en stor del af det nye design. Det er sjovt at ”NB” både er forkortelsen for Nyborg Bibliotek og det latinske ord ”notabene”, der bruges til at kommunikere, at dette skal du lægge særligt mærke til.

Har du gode idéer?

Vi har glædet os virkelig meget til at vise jer designet og inviterer alle til, at blive en aktiv del af vores nye design, ved at bidrage med jeres sjove og finurlige ”nb!” citater.

Skriv dine bidrag som en kommentar på Facebook eller Instagram eller send dem i en mail til bibliotek@nyborg.dk