Sommeraktiviteter for børn 2017

01.06.17
Tossede tirsdage og foreningsaktiviteter 2017

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og vi har lagt sidste hånd på årets fantastiske program for de velkendte Tossede Tirsdage, der alle vil foregå på "Den Grønne". Så sæt kryds i kalenderen, pak picnickurven og tag til Tossede Tirsdage på følgende datoer:

4. Juli, kl.10.30 kan du opleve  Dansk Rakkerpak med Sherlock : En komisk, musikalsk og veloplagt gadeteater af Teatret Fair Play og Dansk Rakkerpak. Sherlock Holmes’ dødsfjende Moriarty flygter fra sin celle og proklamerer, at han vil stjæle Dronning Margrethes kronjuveler. Sherlock tager imod udfordringen og iler sammen med sin tro væbner og ven Dr. Watson til København, hvor handlingen tager fart, indtil Sherlock Holmes sporer Moriarty til Rundetårn og gør sig klar til det endelige opgør. 

11. Juli, kl. 10.30 kan du se Cirkus Big´s Mobbeshow: En musikalsk Klovneforestilling, der med teater og gøgl giver gode grin og et budskab at tænke over. En forestilling, som på ”upædagogisk” vis, som kun klovne kan, behandler emnet drillerier og venskab. En rejse, hvor I både kommer til at grine og græde. Vi kan godt love, at det ender lykkeligt, når både publikum og klovne indser, at det ikke er sjovt at drille. En meget rost forestilling som samler HELE familien.

18. Juli, kl. 10.30 kan du opleve Rockpiraten Kaptajn Sorte Fjæs: Det er sjov og musik! Musikken er nyt originalt materiale krydret med velkendte børnesange, som de små nyder at synge med på. Børnene bliver inddraget i forestillingen med dans og bevægelse, når Kaptajn Sorte Fjæs og Skibshunden Luffe - kendt fra ”Rockpiraterne” - giver den gas. Skibshunden Luffe, der har sejlet med Rockpiraterne i mange år, viger aldrig fra kaptajnens side, den er dygtig til at sove, og nogle gange fortæller den en lille historie.

25. Juli, kl. 10.30: Dansk Folkemusik for hele familien: Når Phønix går på scenen er der garanti for en stor oplevelse for både børn og voksne. Der er energi, timing og stærkt nærvær, når gruppen præsenterer folkemusik. Publikum aktiveres med sang, klap og dans og introduceres til de gamle danske kulturelle rødder. Phønix’ musik tager lytterne med tilbage gennem århundreder med fødderne solidt placeret i nutiden. Snyd ikke jer selv for denne oplevelse.

Sommerferie aktiviteter
Derudover er der fra uge 27 til 31 en lang række foreninger, der tilbyder sommeraktiviteter. Prøv fx at skyde med bue og pil, ride på islandske heste, lær at fange fisk, surfe eller spille skak. Der er masser af muligheder.
Se hele programmet herunder.