Storbyfilm

05.04.17
Lad Filmstriben underholde dig i påsken

Mange danskere drager på storbyferie i løbet af foråret. Det er der god grund til, da storbyerne ofte byder på masser af oplevelser, og det er da også derfor, at mange film foregår i storbyer. Filmstriben har fundet en stribe film, som foregår i eller handler om storbylivet. Herunder et et lille udpluk. Du kan finde mange flere på Filmstriben.dk

Sådan bruger du Filmstriben

2 days in New York: Den smarte radiovært og journalist Mingus og hans franske kæreste, fotografen Marion, lever et godt liv i New York med deres sammenbragte børn fra tidligere forhold. Men familiefreden bliver udfordret, da Marions familie kommer på besøg!

Bill Cunningham New York: Bill Cunningham er den mere end 80-årige New York Times-fotograf. I årtier har han levet og åndet for at fremhæve de kvinder, der har tegnet den nyeste mode eller trends i sine to ugentlige rubrikker: Fra de mest sofistikerede selskaber til hvad der rører sig i det helt almindelige gadebillede i avisrubrikken On the Street. Ikke mange mennesker har som Bill Cunningham brugt utallige timer med sit kamera, overværet utallige catwalks og aldrig sat sig selv højest. Bill Cunningham er om nogen en beskeden mand, men han har et helt utroligt flair for det storladne i andre og portrættet af ham er en skildring af en dedikeret kunstner, hvis eneste materielle rigdom er hans egen menneskelighed og fordringsløse forståelse. Kun meget få ved ret meget om manden, der i 50 år har levet i en yderst beskeden lejlighed over Carnegie Hall, som aldrig har spist på restaurant og som altid kun kører rundt i gaderne på sin udslidte cykel.

Carol: Overklassefruen Carol (Cate Blanchett) er fanget i et mislykket ægteskab i 1950’ernes New York. I et stormagasin på Manhattan møder hun den unge ekspedient Therese (Rooney Mara), der drømmer om et andet og mere meningsfuldt liv. En forsigtig gnist tændes mellem dem og jo tættere deres forhold bliver, des tydeligere bliver det, at prisen for at følge deres hjerter er umenneskelig høj. ’Carol’ er nomineret til seks Oscars bl.a. Bedste kvindelige hovedrolle (Cate Blanchett) og Bedste kvindelige birolle (Rooney Mara). Filmen er baseret på Patricia Highsmiths kontroversielle roman 'The Price of Salt' fra 1952 og Phyllis Nagy er Oscar-nomineret for Bedste manuskript.

Djævelens advokat: Den unge stræbsomme advokat Kevin Lomax tager imod tilbuddet om en karriere i et stort advokatfirma i New York. Lederen Milton viser sig at have planer med ham, der sætter hans liv på spil.

Ekstremt højt og utrolig tæt på: 11-årige Oskar Schell, som har mistet sin far ved terrorangrebet i New York 11. september 2001, indleder sit livs vigtigste ekspedition rundt i New Yorks forstæder, da han finder en nøgle i sin afdøde fars ting. Måske har hans far efterladt en sidste besked til ham?

Forelsket i New York: Greta og hendes kæreste Dave flytter til New York for sammen at forfølge en musikalsk karriere. Dave får hurtigt succes og beslutter at gå solo både i musikken og parforholdet, og Greta står knust tilbage. Men livet tager en uventet drejning, da den fallerede pladeproducer Dan ved et tilfælde spotter Greta, da hun optræder på en bar. Han tiltrækkes af hendes rå talent og umiddelbarhed, og de indser snart, at de sammen er hinandens sidste chance. Deres voksende venskab og deres kærlighed til musikken er smittende, og ingen går upåvirket fra et møde med de to. De inspirerer alle omkring sig og viser, at alle store historier har deres helt eget soundtrack.

Before sunset: Ni år efter de tilbragte en romantisk nat sammen, mødes Jesse og Celine igen i Paris. De har nogle få timer sammen, inden Jesse skal med fly tilbage til USA.

Eden: I Paris driver Paul og hans venner rundt. De drømmer om at blive professionelle DJ's. Det bliver startskuddet til et hårdt liv med masser af sprut, stoffer og ikke mindst elektronisk musik.

Paddington: Fra Peru kommer bjørnen Paddington til London, hvor han møder familien Brown. De lader ham bo hos sig, men det er sin sag at have en bjørn boende. Da en ond konservator vil kidnappe Paddington, må hele familien stå sammen for at redde bjørnen.