Ikke den slags pige

23.09.16
Bramfri, rå og poetiske essays om alt det, vi kvinder ikke taler om. Det handler om at få lov at være uperfekt

Bogen fra kvinden bag TV sensationen "Girls", Lena Dunham har skrevet et skarpt, underholdende og vigtigt indspark i moderne feminisme.

Hvis du ikke allerede kender Lena Dunham er en kort introduktion hermed på sin plads. Lena Dunham er blevet kaldt alt fra kreativt vidunderbarn til hardcore karrierekvinde. På hendes CV står skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør og producer. I en alder af 28 har den unge newyorker opnået mere end de fleste kvinder tør drømme om. Hun er skaberen bag den succesfulde tv-serie ”Girls”, hvor hun spiller en af de bærende hovedroller (Hannah) - en rolle der er stærkt inspireret af Dunhams eget liv. Serien ”Girls” har ikke blot gjort Lena Dunham til en superstjerne men også et kvindeligt ikon for en ung generation født i 00´erne. For i ”Girls” og i ”Ikke den slags pige” fortæller Lena Dunham personlige historier fra et kvindeliv, som kvinder kan spejle sig i og blive klogere af. Derfor har Lena Dunham også indskrevet sig som en indflydelsesrig stemme i den moderne feminisme debat.    

I ”Ikke den slags pige” er der ingen naive forestillinger, om det moderne kvindeliv. Derimod fortælles råt for usødet om overvægt, lavt selvværd, angst, tvangstanker og voldtægt krydret med stoffer, alkohol og tilfældig sex. Lena Dunham udleverer sig selv på alle leder og kanter. I bogen fornemmer man, at hun næsten sætter en ære i at fremvise alt det, der ellers skjules. De selvbiografiske essays er inddelt efter emner som ” Kærlighed og sex”, ”Kroppen”, ”Venskab” og ”Arbejde”. Ind imellem de forskellige essays er en række lister, hvor Lena Dunham sætter ord på mange af sine tvangstanker. Emnerne er alt fra ”18 kiksede ting, jeg har sagt i en flirt” til ”17 ting jeg har lært af min far” og ”13 ting jeg har lært, at det ikke er i orden at sige til sine venner”.

Det vil være synd at påstå, at Lena Dunham skriver, så englene synger. Nærmere skriver hun, så teenagepigerne fniser, og mødrene ryster på hovedet. Men det er stærkt underholdende læsning. Når man læser sig igennem Lena Dunhams oplevelser og erfaringer, mærker man, hvordan teksterne hæver sig over banaliteterne og i stedet for viser livet i al sin uperfekthed. Derfor kan denne bog ikke anbefales nok. Den bør og kan læses af alle kvinder i alle aldre.

Se tv-serien: Bestil tv serien hjem fra bibliotek.dk , søg på Girls. Sæson 1
Læs bogen: Du finder den på både dansk og engelsk herunder

Se et interview med Lena herunder:

Materialer