Landets biblioteker vil bevæge danskerne

06.05.21
Hvert år sætter Danmarks Biblioteker og DR fokus på et vigtigt emne i et storstilet temasamarbejde og i år fokuserer vi på at være "Sammen i bevægelse".

Fysisk og Mental Bevægelse

Vores kroppe elsker bevægelse, om det er den fysiske motion eller den mentale. Hvis vi stopper med at bevæge kroppen, kan det føre til ringere kondition, tab af muskelmasse, humørsvingninger og koncentrationsbesvær. Ifølge Bente Klarlund, der forsker i bevægelsens betydning for menneskets sundhed, kan 30 min. motion om dagen forlænge dit liv, fordi det netop modvirker de ovennævnte problemer.

Samtidig er det utrolig givtigt at bevæge sit sind, og her er læsning det perfekte værktøj. Når du læser, bliver du bedre til at koncentrere dig, fordi du træner din hjerne. Oveni hatten får du inspiration og bliver mindre stresset. Alt sammen positiv indflydelse, som i sidste ende giver mere livskvalitet.

Sammen i bevægelse

Danmarks Biblioteker vil gerne være med til at inspirere danskerne til en styrket livskvalitet med fokus på litteratur og bevægelse, som til sammen sætter gang i den positive energi for både krop og sjæl. Især oven på et år, hvor coronaen har ført til en reduceret fysisk og mental bevægelse for mange mennsker. Derfor er det en stor fornøjelse nu at kunne skyde denne kampagne i gang sammen med DR og en række idrætsorganisationer.

Her i forårs- og sommerperioden vil kampagnen fokusere på "Bevægelse i litteraturen" og "Litteratur der bevæger", mens der i september-oktober vil være et øget fokus på sport og fysisk motion.

Så er du klar på at komme i bevægelse sammen med os?