"Seks gule roser"

........

Lys.
Smerte.
En frisk, sød og blid duft fyldte hendes næsebor. Hun kendte den duft. 
-    Hvor er jeg glad for du er vågen, lød en velkendt stemme. 
Smerte.
Hun kiggede på sin blodrøde neglelak. Den var krattet af i spidserne. 
-    Du faldt på cyklen igen. Du skal sørge for at have hjelm på. Det går ikke, du bliver ved med at glemme det. 
Hendes blodskudte øjne gled gennem rummet. Ved hendes side stod en glasvase. Der var seks roser i, så gule som citroner. Så fangede hendes blik ham. En mørkhåret, ung mand, med venlige, isblå øjne, sad på sengekanten. Et smil bredte sig på hans læber, da hendes blik mødte hans. Hun syntes at have set det smil før. 
Han lagde sin varme hånd over hendes.
Den kom susende gennem luften. 
-    Det ville ikke være sket, hvis bare du havde lyttet til mig. Jeg bliver så bange, sagde han med en varm og kærlig stemme, som ville kunne få enhver anden til at blegne. 
-    Undskyld, svarede hun og følte straks skylden sprede sig i kroppen som grene på en rosenbusk. Det stak.
Han smilede igen. 
-    Du ved jeg elsker dig.
Hun nikkede svagt. Hun elskede ham jo. Hendes øjne vandrede op og mødte hans igen. Det sagde han hver gang. Hun smilede og mærkede straks et jag af smerte over læben.
-    Ja, dit smukke ansigt tog mere skade denne her gang, sagde han og løftede hendes ansigt, så hun kiggede direkte ind i hans øjne. Direkte ind i isen og kulden. 
Hans hånd holdt et fast greb om hendes hage. Han lod sin finger stryge over flængen på læben. 
Skrig.
En høj, blond, kvinde iklædt en hvid kittel, kom til syne i døren. Et lille ur sad i lommen på hendes bryst. Hun lignede en engel.
-    Det er godt at se, du er kommet til bevidsthed igen, sagde kvinden, og hendes brede smil afslørede smilehullerne i hendes kinder.
-    Du fik et voldsomt slag, som vi mener har ledt til hukommelsestab af hvad der skete lige op til slaget. Men du vil nok opleve, at du langsomt vil se glimt af hvad der skete, og så på den måde få hukommelsen tilbage.
-    Jeg går ud og snakker med lægen, sagde han og rejste sig fra stolen. 
På vej ud af rummet sendte han et smil. Et smil hun havde set før. Hans mund bøjede opad i en blød bue. Hans øjne var is. 
De stod i flammer.
Hun satte sig på stolen. Hendes øjne, grønne som bøgeblade i maj måned, betragtede for en stund den sårede kvinde foran sig. 
-    Det er en smuk farve, sagde hun og nikkede mod de blodrøde negle.
-    Tak, jeg købte den forleden. 
Bøgebladene studerede dem nærmere fra deres plads på stolen, og hæftede sig så ved et mærke på hendes overarm. 
-    Det må have været noget af et slag, du blev udsat for. Det er sjældent nogen bliver så såret af at falde på cyklen, sagde hun koldt og holdt sit blik på den mørke blodsamling under huden. 
-    Jeg er utroligt klodset, sagde hun og tvang et smertefuldt smil frem på sine sprukne læber. 
Englen forblev tavs. De sad i stilhed for en stund. 
-    Bor du og ham sammen? spurgte hun og kiggede på hende med sine bøgeblade. 
Englen kunne se sandheden. Hun var klogere end de andre.
Hun nikkede svagt, og kunne mærke hvordan den blonde kvinde kiggede på hende. 
-    Du er klar til at blive udskrevet. 
Hun sagde ikke noget, men mærkede hvordan en tåre trillede ned ad hendes kind.  
Han kom til syne i døren igen.  Ved synet af hans øjne, skyllede en bølge af is gennem hendes krop. Rummet blev koldt. 
-    Du skal have tak for at have holdt øje med hende for mig, sagde han og smilede varmt. Som om han forsøgte at varme rummet op.
Kvinden svarede ikke, men rejse sig blot fra stolen. Inden hun forlod rummet, standsede hun i dørkarmen. Hun blev stående med ryggen til de to, men drejede så hovedet. Bøgebladene sendte hende et blik. Et blik som indeholdt mere end tusinde ord og spørgsmål, men på samme tid kun indeholdt et enkelt ord. Håb.
Hun troede ikke på engle. 
Hun rystede blidt på hovedet. Svagt nok til han ikke så det. Den blonde kvinde i den hvide kittel gik. Englen forlod hende. 
-    Lad os komme ud herfra. Tag dine ting.
Han tog de seks gule roser i hånden, og gik ud ad døren. Hun fulgte efter. 
Hun vidste godt, at hun snart ville glemme hjelmen igen og gå ned af den samme gang igen. 
Hun elskede ham jo.