Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Nørby Sørensen

AH er erfaren journalist, skriver børne- og ungdomsbøger, og fik i 1998 Det Dansk Kriminalakademis pris for spændingsromanen Mercedes-Benz syndromet. I samme genre præsenterer hun nu et nyt kvindeligt makkerpar, en travl kvindelig journalist og hendes makker, en karriereadvokat med en fritid som enlig mor. Journalisten forfølges tilsyneladende af en mystisk natlig "gæst", der bl.a. skræmmer hende ved at hænge hendes elskede kat død på hendes dør. Men qua hendes fortid med psykiske problemer affærdiger lægerne det som paranoia og derfor kontakter hun den kvindelige advokat. Snart er begge indblandet i opklaringen af det, som tilsyneladende "bare" er et dobbeltmord efterfulgt af morderens selvmord. Men krimisagen i det lille sjællandske lokalsamfund er mere rådden og broget end det og har tilknytning til prostutionsmiljøer og østeuropæisk kvindehandel. Det er en spændende samfundskritisk psykologisk krimi i god nordisk tradition, hvor balancen mellem spænding og samfundskritik er vigtig. Jeg synes Ah holder denne balance nogenlunde fornuftig og bogen er en både spændende og velskrevet krimi, der bør klare sig på hylden blandt andre nordiske krimiforfattere og som har samme målgruppe som f.eks. Liza Marklund