Lektørudtalelse

Forfatter: Ann Luther Petersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Denne udgave henvender sig til studerende, litteraturhistorisk interesserede og andre Blixen-fans, der gerne vil læse novellerne i det ikke-moderniserede sprog fra den første danske udgave og dykke længere ned i værket og dets tilblivelse, udgivelsesforhold m.m. via det omfattende noteapparat

Beskrivelse

Handlingen foregår bl.a. i adelige miljøer i det 19. århundrede og sproget er bevidst gammeldags, hvilket giver novellerne et fortidigt præg, men tematisk er de moderne med fx køns- og identitetsforvekslinger. Denne udgave indeholder efterskrift og tekstkommentarer, samt info om udgivelsesforhold, tekstgrundlag og udgivelsesprincipper, der på imponerende vis forsyner læsningen med nye facetter. Lasse Horne Kjældgaard præsenterer i efterskriften omstændighederne ved værkets udgivelse - først i USA og derefter i Danmark. Efterskriften indeholder desuden illustrationer af amerikanske reklameannoncer samt forsider fra den danske og engelske udgave

Sammenligning

Værket er udgivet i et væld af udgaver og oplag, heraf nogle med moderne retskrivning. Denne udgave adskiller sig ved at være ansporet af moderne, tekstkritiske principper og indeholde fx ordforklaringer, intertekstuelle noter og en efterskrift. Tekstdelen udgøres af førstetrykket af værket. Dette er 3. bind i Det danske Sprog- og Litteraturselskabs udgivelsesserie af Karen Blixens værker

Samlet konklusion

Denne imponerende grundige og tekstkritiske udgave af Blixens klassiker vil være en nydelse at dykke ned i for litteraturhistorisk interesserede