Lektørudtalelse

Forfatter: Alma Lind Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Målgruppen er unge og voksne kvinder (og mænd for den sags skyld) i alle aldre. Jeg synes, den har stærke budskaber især til yngre kvinder, men jeg selv, der nok må karakteriseres som ældre og tilhørende rødstrømpegenerationen, finder den spændende og tankevækkende

Beskrivelse

En af rødstrømpetidens mest ikonografiske udgivelser var netop Kvinde kend din krop, der udkom 1. gang i 1975 og siden er kommet i en ny udgave hvert årti. 1. udgaven var den, der vandt størst udbredelse. Men hver udgave har haft sit særlige kendetegn. I nærværende er det billedsiden, der kan virke grænseoverskridende, idet her gang på gang afbildes kønsorganer i høj opløsning, og et tv-indslag forleden viste, at mange selv unge følte sig stødt. Samme indslag fortalte, at et stort antal kvinder ønsker en kønslæbereducerende operation, fordi de tror, de er unormale. Bogen viser, at der netop på dette område er store biologiske variationer, som alle er normale. Så Kvinde kend din krop har som altid en mission om at fremme sund seksualitet og seksuel frigørelse. Og som altid fokuseres der på en lang række relevante områder, når det gælder kvindeliv og kvindekrop

Sammenligning

Bogen er nyredigeret og nyskrevet i forhold til tidligere udgaver. Ellers om kvindekroppen: Kvinde - krop og sundhed : en moderne læges guide til selvhelbredelse, 2007, som ikke er nær så bredt funderet som anmeldte titel

Samlet konklusion

Forrige udgave kan udskiftes. Biblioteker med særlige forpligtelser kan føje endnu en udgave til samlingen