Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Majgaard Jensen

Kort om bogen

Grundigt, indsigtsfuldt og levende formidlet værk om en af de berømte relationer i dansk litteratur, pagten mellem Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig. For Blixenfans samt læsere og studiekredse på folkeuniversitetsniveau

Beskrivelse

Lyrikeren Thorkild Bjørnvig og Karen Blixen stod hinanden nær og indgik i 1950 en pagt: Han skulle tjene hende og siden fortælle verden om hende. Det blev til en af dansk litteraturs mest berømte relationer - stormfuld og besættende, berigende og ødelæggende. Her fortælles om Blixens og Bjørnvigs baggrund, om tidens litteratur og Heretica, om Rungstedlund og de personer, som var tæt på hhv. Blixen og Bjørnvig, bl.a. Martin A. Hansen, Jørgen Gustava Brandt, Aage Henriksen og Benedicte Hergel. Bogen slutter med omtale af Bjørnvigs bog om pagten og analyser af syv Blixen-fortællinger, som tematiserer den

Vurdering

Bogen er grundig og indsigtsfuld, det er dygtig og personlig formidling - pletvis lidt for forklarende og docerende, men det passer nu godt til den personlige formidling. Der er mange flotte fotos og grundig dokumentation med noter og kilder. Jørgen Stormgaard, f. 1958, har beskæftiget sig indgående med Blixen og hendes forfatterskab og skrevet flere bøger herom

Andre bøger om samme emne

Vi har Bjørnvigs Pagten fra 1974 med hans vinkel på sagen. Jørgen Stormgaard udgav 2005 Blixen og Bjørnvig, men siden er ny viden og nye kilder kommet til, så denne nye bog er en fuldstændig omskrivning af 2005-værket