Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

For læsere af labyrintiske underholdningsromaner med gotisk mystik og overnaturlige tildragelser, er denne bredt anlagte og stemningsfyldte spanske roman et god bud

Beskrivelse

Den unge forældreløse og Dickens-elskende journalist David Martin hutler sig igennem i 1920'ernes Barcelona. Han får et gennembrud med drabelige føljetoner i avisen og får senere med en mentors mellemkomst mulighed for at slå sig ned i et specielt hus, hvor han skriver ikke bare en, men hele to romaner. Den ene udgives som mentorens eget værk og roses til skyerne, mens Davids egen roman sables ned. I Davids hus er der tilsyneladende sket uhyggelige ting før i tiden, men hvad? Og hvem er den forlægger, som tilbyder David så favorable vilkår? En mystisk, detaljeret og charmerende underholdningsroman med et væld af personer, intriger og overnaturlige hændelser, hvor den velskrivende Carlos Ruiz Zafón behændigt fører sin læser hid og did

Sammenligning

Carlos Ruiz Zafón (f. 1964) debuterede med den anmelderroste roman Vindens skygge fra 2004. Hans labyrintiske og ikke-alt-er-hvad-det-udgiver-sig-for romaner er blevet sammenlignet med romaner af Perez-Reverte og Borges

Samlet konklusion

Gotisk mystik og labyrintiske intriger er nogle af ingredienserne i denne bredt anlagte spanske underholdningsroman om fortællingens kraft. Den kan læses bredt på linje med forfatterens debutroman Vindens skygge