Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Denne spændende beretning om en meget lang cykeltur over flere kontinenter er guf for cykel-entusiaster og eventyrlystne sofa-læsere

Beskrivelse

Lilwall, tidligere geografilærer, startede ud på den svimlende 48.000 km cykeltur hjem til England med vennen Al fra Sibirien, da vinteren startede. Da de lagde den -40 grader sibiriske vinter bag sig havde de fået talt ud, og Lilwall cyklede videre alene over bla. Japan, Sydkorea, Kina, Hongkong, Fillippinerne, Papua Ny Guinea, Australien, Singapore, Tibet, Afghanistan, Iran og Indien. En tur der bød på ekstreme strabadser, mange venligtsindede og nogle få fjendtlige personer, hyggestunder med venner, ildebrand, tyfoner, oversvømmelser, igler og slanger, fantastiske scenerier og hårdt vejr til søs. Samt pudsige oplevelser, som fx de halsknipsende, vodkadrikkende mænd, et cykelstyrt da kameraet knipsede, og ild i flagene på bagagebæreren. En kæreste undervejs blev det også til for Lilwall. Beretningen er 100% på, og så er den krydret med oplysninger om politiske og sociale forhold på rejsen. Ja, en 2-hjulet klassiker er det jo

Sammenligning

Der er beretninger om lang-distancekørsler fra de danske cykelentusiaster Nicolai Bangsgaard Solo : 4 år jorden rundt på cykel : en antologi og Lars Nielsen: Mine drømmes Nordamerika og På to hjul under Sydkorset

Samlet konklusion

Beretningen er selvskrevet til cykelentusiaster, men holder også i den grad vand for dem, der holder af at læse om ekstreme oplevelser og personlige møder med meget anderledes kulturer