Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Kort om bogen

Medrivende krimi. Guf for dem som søger god dansk mainstream spænding. Tredje selvstændige del af serie med den kvindelige vicepolitikommisær og andengenerationsindvandrer Malika Amina Els som deduktive drivkraft

Beskrivelse

Hanne Bech Hansen, der var politidirektør (1995-2009), skriver sin tredje krimi med vicepolitikommisær Malika Asmina Els. Plottets dynamik er denne gang en makaber sag om kidnapning af kvinder, forbyttede børn, og handel med spædbørn. En kvindelig narkoman holdes fanget af ukendte gerningsmænd. Hendes mave sprættes op, og hendes barn tages fra hende, uden hun får det at se. Et voldsomt set up og bag det hele en skummel international gruppe af forbrydere. Hvor langt vil nogen mennesker i Danmark tilsyneladende gå for at skaffe sig et spædbarn? Malika Asmina Els kommer på sagen, hvis moralske og etiske problemstillinger skærpes af hendes egen status som nybagt mor. Denne krimi bygger som de andre i serien på virkelige hændelser

Vurdering

Det makabre plot river læseren med fra første side. At bogen bygger på virkelige hændelser, og er fortalt af en forfatter, der oplagt kender politiarbejde til bunds, er for mig absolut et plus. Bech Hansen er velskrivende og evner at beskrive fx den tilfangetagne kvindes afmagt og klaustrofobiske følelser

Andre bøger om samme emne

Overhaler på mainstream-sporet krimier af fx Sara Blædel, Julie Hastrup og Ditte Birkemose med samme målgruppe