Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Halskov Jensen

Kort om bogen

Vil det lykkes for troldene Pajko og Paja, samt den vrede Nisse Nik at få sat nisseskik på den nye generation af mennesker på Kildegården? Velegnet til højtlæsning for børn i alderen 5-10 år, der kan lide en julefortælling med trolderi og gårdnisserim

Beskrivelse

Julekalenderbog i 26 kapitler. Troldeungerne Pajko og Paja beslutter at hjælpe gårdnissen Nisse Nik, der er fortvivlet over den nye generation af mennesker på Kildegården. Gamle Ole, der altid har været Nisse Niks ven, er kommet på plejehjem. Hans søn Anton har overtaget gården, men den gamle stald skal afvikles og omdannes til garage og lager for hans kone Rikkes firma. Eneste håb for Nisse Nik og de gamle traditioner er datteren Sofie, der elsker dyr og glæder sig til de små rim, som gårdnissen plejer at skrive til hende hver dag i december. Fortællingens persongalleri præsenteres på omslagets indersider

Vurdering

En virkelig vellykket julefortælling. Fuld af forviklinger, spillopper og dilemmaer, og med blik for konflikten mellem det moderne og folketroens gamle traditioner og kræfter. Mesterligt illustreret og en fryd at læse højt. Et must for fans af serien "Troldeliv"

Andre bøger om samme emne

Du kan møde Pajko, Paja og alle de andre fra troldehøjen i de øvrige bind i serien "Troldeliv", fx i Brunpels, der også foregår om vinteren. Serien har sin egen hjemmeside på www.troldeliv.dk. En anden kalenderhistorie med en drillenisse kunne være Mig og bedstefar - og så Nisse Pok