Lektørudtalelse

Forfatter: Michael V Jensen

Kort om bogen

Kim Larsens tidlige erindringer fra barndom og ungdom. For Kim Larsen-fans og læsere af biografier

Beskrivelse

Bogen er Kim Larsens barndoms- og ungdomserindringer, skrevet i samarbejde med forfatteren Jens Andersen. Bogen er skrevet i jeg-form og går fra Larsens barndom op til den første tid som sanger i Gasolin'. Vi får Kims egen historie om en kærlig mor og en fraværende far. Hele familiens rødder ridser Larsen op, og han fortæller ligeledes om, hvordan det var at vokse op i den nedre ende af middelklassen i 1950'ernes København. Om tiden i gymnasiet, den første store kærlighed, at være den generte type og om venskaber, cykelferier og rejser og om hvordan musikken gradvist kom til at fylde mere og mere i den unge Larsens liv efter at have hørt Little Richard til en af storebroderens ungdomsfester. Tiden på Askov Højskole og Frederiksberg Seminarium, hvor Larsen læste til lærer, er også beskrevet og fortæller lidt om, hvad det var der formede den Kim Larsen som senere blev sin generations måske største sangskriver. Bogen er rigt illustreret med både tegninger og fotos fra familiealbummet

Vurdering

Kim Larsen er en eminent fortæller og hans hukommelse bemærkelsesværdig. Oplevelser, anekdoter, sejre og nederlag fortælles i et forrygende tempo, hvor man som læser gribes fra side 1. Larsen er hudløs ærlig gennem hele bogen, der emmer af fortælleglæde og en god portion humor

Andre bøger om samme emne

Om Kim Larsen findes Peder Bundgaards Larsen samt Solisten af Jakob D. Lund og Peter Rewers