Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Sjøblom

Kort om bogen

Tag gaden tilbage. Reclaim the streets. 16-årige Polly kæmper for bare at få lov til at være sig selv og udleve sine drømme. Stærk og vigtig ungdomsbog for alle fra 14 år

Beskrivelse

Polly bor sammen med sin far i den lille by Hirtshals. Her er det vigtigt, at man ikke skiller sig ud. Ingen vil snakke om moderen, som døde da Polly var lille. Farmor laver den samme dessert hver eneste aften og veninden Kathrine har det fint med at knokle på fiskefabrikken. Men Polly vil noget mere. På gymnasiet i Hjørring møder hun den smarte Caro, som tager hende med i Jomfru Ane Gade og til fester hos den velhavende gamer, Mark. Da Polly giver los til en vild fest hos Mark, vender alle hende ryggen. Billederne er allerede online og de nedrige kommentarer strømmer ind, men ellers er der kun kold luft omkring hende. Kan Polly finde sig selv og rejse sig fra ydmygelserne?

Vurdering

En stærk roman, som river læseren med fra første side. Både Sarah Engell og Sanne Munk Jensen har altid, hver især, formået at ramme præcist ned de unges liv, også når det gør ondt. Det kan de også, når de som her skriver sammen, og alle unge vil kunne nikke genkendende til temaet. De nordjyske provinsbyer beskrives nok karikeret, men hjertevarmt og genkendeligt for unge i hele landet

Andre bøger om samme emne

 Provinspis af Ditte Wiese er en mere barsk bog om at slippe væk fra en lille provinsby