Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

Maiken forlader akut alt sit rod i Danmark for at tiltræde et lidt diffust job som antropolog i Saudi Arabien. Alt hvad hun på forhånd måtte have af forestillinger om kvindeliv og undertrykkelse i sin egen og den arabiske kultur bliver straks udfordret. Eksotisk, spændende og udfordrende roman, for kvinder

Beskrivelse

Den 43-årige antropolog må fratræde sin stilling i vanære, hendes parforhold er kuldsejlet, og hendes bank-far kontrollerer alle hendes økonomiske forhold af misforstået godhed. Hun flygter hovedkuls til en midlertidig stilling i Saudi Arabien, hvor hun skal følgeforske en gruppe patienter der afprøver et nyt slankemiddel. Forskningen får ikke topprioritet, til gengæld bliver hun via en af sine kontrolpersoner suget med ind i en gruppe middel- og overklassekvinder i en periode, hvor der lempes lidt på kvindeundertrykkelsen. Mødet med kvinderne bliver livsforandrende for Maiken

Vurdering

Romanen giver et unikt indblik i et kvindeunivers, der ganske vist er under forandring, men hvor diktaturstaten lynhurtigt kan slå til. Både mod de mange udlændinge og mod kvinder i særdeleshed. Hovedpersonens eget kvindeliv sættes i relief og udvikles sammen med de stærke arabiske kvinder. Man mærker forfatterens eget kendskab til miljøet, der skildres med mange kontraster

Andre bøger om samme emne

 Pigerne fra Riyadh har rod i samme kvindeunivers, men uden den danske vinkel. Den selvbiografiske Om at være kone i Saudi-Arabien vil også være oplagt, men skildrer 1990'ernes samfund