Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Kort om bogen

Biografisk slægtsroman om Birgithe Kosovics dansk-jugoslaviske families historie i krig og fred, og om forholdet til hendes far. Til historisk interesserede læsere af familiehistorier

Beskrivelse

Birgithe Kosovics serbiske far Jovan ankom til Danmark som fremmedarbejder i 1970. Kort tid efter mødte han Annette fra Amager. De to blev gift og fik børnene Birgithe og Mark. Romanen veksler mellem familielivet i den dansk-jugoslaviske familie i København, familielivet i Dubrovnik og krigs-scener fra den 2. verdenskrig og borgerkrigen i Jugoslavien i 1990'erne. Jovans risikovillighed, og hans vredesudbrud og den forbudte nydelse ved vreden, fylder meget i Birgithes forhold til sin far. Birgithe Kosovic (f. 1972) vandt Politikens Litteraturpris 2019 for Den inderste fare. [Bind 1], en biografisk roman om Erik Scavenius

Vurdering

Velskrevet krønike om en familie, der er præget af vidt forskellige politiske og kulturelle forhold, og de spændinger og dynamik, det giver i familien. Familiehistorien flettes på fornemmeste vis sammen med Balkans voldsomme nyere historie. Hvor meget er givet på forhånd? Hvordan bliver man den man er? Det er dette BK undersøger i et sprog, der glitrer af intensitet

Andre bøger om samme emne

I Det dobbelte land udforsker Birgithe Kosovic også den jugoslaviske borgerkrig og familiens historie. At flygte er en bevægende roman om Amra, som er født i Bosnien og opvokset i Danmark, hvor hun prøver at leve som dansker