Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

I denne verdensberømte roman om tre(?) meget forskellige brødre præsenteres læseren for faderopgør, kærlighed, jalousi, elskerinder, mordgåde, domstolsdrama og overvejelser over det at være et menneske. For den tålmodige læser venter der en stor oplevelse

Beskrivelse

En ny oversættelse af en af verdenslitteraturens sværvægtere er ikke hverdagskost, men nu har slavisten Marie Tetzlaff igen gjort en af de store russere tilgængelig for nutidige læsere. Dostojevskijs hovedværk udkom i 1879-80. Den alvidende fortæller beretter i teateragtige scener om de tre(?) Karamazov-brødres komplicerede forhold til deres far, der i sit udsvævende liv tillige begærer den samme kvinde som en af brødrene. Vi hører mest om den yngste, Aljosja, som alle elsker. Han er en eftertænksom munk i et kloster, hvor han gør sig mange tanker om menneskelivet og det at være et sandfærdigt væsen i en ond verden. I romanen findes også berømte afsnit om "Storinkvisitoren", hvor Gud anklages for alle de lidelser, som menneskene udsættes for

Vurdering

Det er overvældende at kaste sig ud i denne vidunderlige roman, der er fuld af excentriske og bevægende personer. Overvældende er det også at opleve, hvor nemt bogen læses, for sproget strømmer bare helt naturligt af sted takket være Tetzlaffs strålende oversættelse. Sikke en bedrift!

Andre bøger om samme emne

Bibliotekerne har i dag to oversættelser: Brødrene Karamassof (Ved Ejnar Thomassen, 3-binds-udgave). Bind 1 fra 1930 og Brødrene Karamazov (Ved Georg Sarauw). Bind 1 fra 1943