Tour de France-trofæet kommer til Nyborg Bibliotek

19.10.21
Der bliver fransk tour-stemning på Fyn, når det officielle trofæ 26. oktober cykles tværs over øen for at lande i Nyborg, hvor det bl.a. udstilles på bibliotekerne i Nyborg, Ullerslev og Ørbæk.

Trofæet vil være udstillet sammen med blandt andet tourens fire trøjer, to quizzer og en ægte Tour de France-ladcykel. I perioden fra 26. oktober 2021 til midt januar 2022 tager udstillingen på ”turné” rundt i Nyborg Kommune, så alle får en chance for at opleve den franske cykelstemning på nærmeste hold.

Trofæets ankomst 26. oktober

Tirsdag 26. oktober bringes trofæet fra tour-byen Vejle til Nyborg, og det sker selvfølgelig på to hjul – med hjælp fra både Storms Cycling og Nyborg Cykelklub.

Det forventes, at trofæet når sit mål - Nyborg Bibliotek på Torvet i Nyborg – klokken 16, hvor alle er velkomne til at møde op og hilse på.

Her kan du i åbningstiden se udstillingen

  • 26. oktober – 14. november 2021 på Nyborg Bibliotek
  • 15.-18. samt 20. november 2021 på Ullerslev Bibliotek (i den betjente åbningstid)
  • 22.-25. samt 27. november 2021 på Ørbæk Bibliotek (i den betjente åbningstid)
  • 29. november – 15. december 2021 Bastionen
  • 16. december 2021 - 17. januar 2022 på Nyborg Bibliotek

Fakta om Grand Départ Trofæet

Som den olympiske flamme, der overrækkes den kommende værtsby, så har Tour de France også et trofæ, der hører hjemme hos næste års værter.

Trofæet er et vandretrofæ, der blev indført i forbindelse med den 100. udgave af Tour de France i 2013. Her var Korsika Grand Départ – altså startstedet for Tour de France det givende år. Trofæet har tidligere været udstillet i blandt andet Korsika, Yorkshire, Utrecht, Bruxelles og Fougères i år. 

Ved afslutningen af Tour de France 2021 blev trofæet overrakt til de fem danske byer, der i 2022 er vært for Grand Départ.

Det er første gang i tour-historien, at en Grand Départ går på tværs af et helt land. Trofæet skal på rundtur på tværs af Danmark, hvor det vil komme forbi alle fem mål- og startbyer. 

- - - - - - - - - -

Tour de France i Nyborg

2. juli 2022 er Nyborg målby for 2. etape af verdens største cykelløb - Tour de France.

I den anledning sætter vi fokus på cykelsport frem mod Tour de France 2022 med anbefalinger, info, quizzer m.m.

>>> Se vores temaside om Tour de France via dette link! <<<