
Mathias anbefaler: Drag ind i insekternes vilde, vidunderlige verden
Kort og godt
Hvis du er på udkig efter en enkel og illustrativ bog, der er let at slå op i og som hurtigt giver dig et overblik, er forfatter- og biavler Sarah Wyndham Lewis’ ”Plant for honningbierne” et virkelig godt bud. Den fine, lille og smukt illustrerede bog går ikke i dybden men får alle de vigtigste informationer med og når vidt omkring. Lewis fortæller bl.a. om vigtigheden i at skabe bedre levevilkår for bierne, hvad du skal være særligt opmærksom på, når du planter for bierne, hvilke planter der egner sig særlig godt og hvordan du kan skabe vild natur på begrænset plads i f.eks. vindueskarme og altankasser. Den er det perfekte valg, hvis du er ny i det med vilde haver eller bare gerne vil tilegne dig basisviden inden for bier og biplanter.
Detaljeret og personligt
Hvis du foretrækker faglitteratur, der går i dybden og formidler viden på en mere fortællende og sammenhængende måde, uden at det bliver for tungt, vil jeg anbefale Anne Sverdrup-Thygesen eller Dave Goulson, der begge har forsket i insekter i mange år og fortæller personligt og passioneret om de små væsners forunderlige liv.
I ”Insekternes planet” fortæller forsker Sverdrup-Thygesen på en levende og letlæselig måde om alt fra insekternes biologi og adfærd til hvordan de gør nytte for os mennesker og hvorfor de er så fundamentalt vigtige at bevare, hvis vores økosystem ikke skal kollapse. Gennem fakta og anekdoter tager hun læseren med på en fascinerende og fængende rejse, der spænder fra det humoristiske til det alvorlige og lettere skræmmende.
Professor Dave Goulsen er det perfekte valg, hvis du virkelig gerne vil dykke ned i emnets materie. Goulsen har bl.a. skrevet den selvbiografiske ”Humlen ved det hele”, der er én stor kærlighedserklæring til bierne og hans liv med dem, mens han i ”Den kriblende have” tager os med helt tæt på insekternes forunderlige liv, der finder sted lige for næsen af os. I sidstnævnte bog kommer han i øvrigt med flere gode bud på, hvordan vi kan skabe en mere alsidig og økologisk natur med ganske få og enkle greb. Så det er bare med at trække i havehandskerne og finde den bog, der passer til dig. Alle de nævnte bøger og flere til finder du på Nyborg Bibliotek.
Verdensmål nr. 15
FN's verdensmål nr. 15 hedder "Livet på land". Dette mål går ud på, at vi skal beskytte, genoprette og støtte bæredygtig brug af økosystemer på land, fremme bæredygtigt skovbrug, bekæmpe ørkendannelse samt standse jordforringelser og tab af biodiversitet.
Læs mere om det 15. verdensmål via dette link (åbner eksternt indhold i nyt vindue)!
Læs mere om Nyborg Bibliotek og verdensmålene via dette link (åbner internt indhold)!
Mathias' Boganbefalinger i Lokalavisen Nyborg
Bibliotekar Mathias Lyngs fra Nyborg Bibliotek anbefaler en gang om måneden bøger i Lokalavisen Nyborg.
Denne boganbefaling indgik i Lokalavisen i uge 18, 2021.
Læs Lokalavisen online via dette link (åbner eksternt indhold i nyt vindue)
Læs også interviewet med Mathias, der blev bragt den 21. august 2018
Læs interviewet med Mathias via dette link - åbner eksternt indhold i nyt vindue
Læs alle Mathias' boganbefalinger via dette link - åbner internt indhold